Bygger bro med bøfferne
bokseinstruktører_18.jpg
Dyb koncentration og benhård træning er blevet en del af de syv drenges hverdag, siden de kom med i bokseprojektet. Målet er at blive frivillige boksetrænere for de yngre drenge i Ballerup Fritids Center. Foto: Flemming Schiller
Ungdom Syv drenge fra Ballerup Fritids Center er ved at uddanne sig til frivillige boksetrænere for klubbens yngre medlemmer. Projektet er et samarbejde mellem DGI Storkøbenhavn og Ballerup Kommune og formålet er dels at få skabt nogle positive rollemodeller for områdets unge samt at bygge bro mellem ungdomsklubben og sportsklubberne.

Boksehandskerne skyder gennem luften, der er tyk af koncentration. 1, 2, 3… Drengene stirrer intenst i spejlet og boksetræner Mikkel går rundt mellem dem og retter på detaljerne i deres slag og kropsholdning.

Se billeder: Drengene træner boksning

Sveden pibler frem på de syv helt kortklippede drenge, der er samlet til træning denne onsdag aften. De er med i et nyt og banebrydende projekt, ’Fra ungdomsklub til sportsklub’, som går ud på at uddanne store drenge fra ungdomsklubberne til frivillige boksetrænere og rollemodeller for de yngre, samt at bygge bro mellem ungdomsklubberne og lokale sportsklubber.

Drengene kommer fra Ballerup Fritids Center (BFC) i Hede-Magleparken. De har alle krydset aldersgrænsen på 18 og er dermed ’’ude’’ af klubben, men har nu fået muligheden for at fortsætte som frivillige boksetrænere for de yngre.

Siden sommerferien har de været med i bokseprojektet, hvor de både bliver undervist i boksning, pædagogik, konflikthåndtering.

»Vi er alle sammen vilde med det. Det er så fedt, at vi får lov til at være de ældre, der skal lære de yngre noget,« fortæller 18-årige Burak Kavur, der er en af de syv.

Han stod ellers til at ryge ud af ungdomsklubben – til stor ærgrelse for både ham selv og klubmedarbejderne, der så potientale i Burak og spurgte, om han ikke havde lyst til at være med i bokseprojektet. Han var ikke sen til at slå til.

»Vi har tidligere haft sådan et kort forløb med bokseklubben (Kvik, red.), men det var kun en uges tid. Jeg kunne rigtig godt lide det dengang, så derfor var jeg helt med på det her, da de spurgte mig, om jeg ville være med,« siger Burak Kavur, der også lige er begyndt på HG i Ballerup.

»Jeg har før gået til forskellige former for kampsport, men det er længe siden. Så jeg er virkelig glad for at være kommet i gang igen. Før plejede vi bare at sidde og hygge og snakke og lave ingenting. Men nu træner vi hårdt flere gange om ugen,« fortæller Burak Kavur.

Vilde med træning

Engagementet og motivationen, som de syv drenge lægger for dagen, har imponeret projektets leder Morten Graff fra DGI Storkøbenhavn:

»Til at begynde med havde vi egentlig bare lagt op til, at de skulle træne en gang om ugen. Vi var bange for at de ville gå kolde på projektet, hvis det blev alt for krævende,« siger Morten Graff.

Men det gjorde det langt fra, drengene skruede hurtigt op for ambitionsniveauet og fordoblede træningstimerne. Senest har de ofret endnu en aften på projektet, så de nu træner tre gange ugentligt – blandt andet ved hjælp af en lukket facebookgruppe de har sammen med deres træner fra Herlev Boxing.

»Han lægger tit sådan nogle små udfordringer ud til os, hvor han for eksempel kommer med forslag til en rute, som han selv har løbet,« forklarer Burak Kavur.

Som supplement til den fysiske træning bliver drengene også undervist i konflikthåndtering, pædagogik og gentlemanship. Det er nemlig en væsentlig del af projektet, at boksningen kun bliver brugt i bokselokalet.

»Det har været vigtigt for os, at vi fandt en sportsgren, som vi var sikre på, at de gad. Man kan ikke tvinge en eller anden interesse ned over hovedet på dem, så derfor tog vi udgangspunkt i boksning, som vi vidste, at de havde haft en succes med tidligere,« siger Morten Graff.

Foreningsløse drenge

Morten Graff fra DGI Storkøbenhavn har været med til at skabe projektet ’Fra ungdomsklub til sportsklub’, der henvender sig til drenge, som ellers ikke er aktive i idrætsforeninger.

»Der er mange unge drenge, som er foreningsløse. Måske er det ikke lige en del af kulturen eller familien, at man går til noget. Så dem vil vi gerne forsøge at nå med det her projekt – og få dem sluset ind i deres lokale idrætsforeninger enten som udøvere eller hjælpetrænere,« siger Morten Graff.

Til januar er de syv drenge færdiguddannede boksetrænere og skal til at prøve kræfter med undervisning af de yngre drenge i BFC.

Til at begynde med har de deres træner fra bokseprojektet med på sidelinjen, men gradvist er det meningen at overlade styringen mere og mere til de unge selv – naturligvis med hjælp og støtte fra de voksne i ungdomsklubben.

»Vi uddanner selvfølgelig også personalet i klubben til at coache og støtte de unge, hvis der for eksempel opstår konflikter eller problemer, som de skal have hjælp til at klare,« siger Morten Graff.

Brobyggere

I alt er projektet normeret til at løbe over to og et halvt år, hvor de syv drenge bliver fulgt tæt og får al den hjælp, de har brug for i forbindelse med undervisningen.

»Vi skal mødes med dem mange gange i løbet af året, og vi har også tænkt os at lave forskellige workshops med dem,« fortæller Morten Graff.

Når drengene til januar skal begynde at undervise i boksning i BFC er det med håbet om, at de kan fungere som brobyggere mellem ungdomsklubben og lokalområdets sportsklubber.

»Målgruppen for de syv frivillige boksetrænere er ’’de yngste unge’’, som går i ungdomsklubben. Man kan måske forestille sig BFC som en lille satellit eller rugekasse for den rigtige bokseklub,« forklarer Morten Graff og uddyber:

»Vi giver dem et trygt og velkendt begyndermiljø, og det kan forhåbentlig skabe nogle gode relationer mellem drengene i ungdomsklubben, de frivillige trænere og så de ’’rigtige’’ sportsklubber.«

Projektet har fået to millioner kroner i støttet af forskellige fonde, og Ballerup er én af to pilotkommuner.

Fakta: Projektets formål

Formålet med projektet er, at bringe de unge i trivsel og positiv udvikling ved på den korte bane at give dem et attraktivt alternativ til gademiljøet, kriminalitet eller fysisk inaktivitet.

På den lange bane skal det ændre de unges adfærd ved at støtte op om deres deltagelse i positive og sunde fællesskaber i ungdomsklubberne og i de lokale idrætsforeninger.

Herigennem opnår de faglige og sociale færdigheder, som de kan bruge i overgangen til voksenlivet.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *