Ballerup OK sikrer overlevelse
Ballerup-OK-copy.jpg
Orienteringsløberne fik en andenplads ved søndagens turneringsafslutning og har dermed sikret sig overlevelse i 2. division.
Løb Søndag var der turneringsafslutning i COWI ligaen i orienteringsløb.

På en strålende solbeskinnet oktobersøndag stod fire klubber hinanden stævne i den afgørende match om op- og nedrykning mellem ligaens 2. og 3. division.

Da Ballerup OK og Farum OK sluttede nederst i 2. division, skulle der nemlig kæmpes mod de to bedste fra 3. division, Sorø OK og Herlufsholm OK, for at blive i divisionen. En placering som nummer et eller to ville sikre Ballerup OK overlevelse.

Slaget skulle stå i Teglstrup Hegn tæt ved Helsingør, en typisk sjællandsk blandingsskov med ingen eller let kupering, mange stier og varierende gennemløbelighed. Sumpet mudder, kvasdynger og væltede træstammer på kryds og tværs gjorde sine steder vejvalg til en udfordring ud over det sædvanlige.

Reglerne er skruet sådan sammen, at alle kan være med og score points. Alle aldre, begyndere såvel som erfarne og elite. Der er baner af forskellig sværhedsgrad og længde, og antallet af points, der kæmpes om, er især gradueret efter banernes sværhedsgrad og aldersklasse.

Der blev kæmpet godt over hele linjen, og flere lå godt til i den øvre del af deres klasse, nogle endte endda som klassevindere. Det betød mange points i kassen, dog ikke nok til at slå divisionskollegerne fra Farum, men rigeligt til at slå det to andre klubber.

Dermed sikrer Ballerup OK sig nok en sæson i COWI ligaens næstbedste række i østkredsen. Og med det resultat i hus var det tid til at nyde solen og det sociale samvær, nærstudere kortene og puste ud efter en hektisk, men succesfuld dag.

Sæsonen er dog ikke slut. Der er stadig en del stævner forude, blandt andet Ballerup Sprinten, som Ballerup OK står for den 8. november i hjertet af Ballerup. Det er et ranglisteløb for såvel seniorer og juniorer, og størstedelen af den danske orienteringselite inkl. medaljevindere fra VM, EM og World Cup ventes at stille til start.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *