Ballerup bliver lyserød
Lyserød-lørdag-ballerup_BLJL1568-copy.jpg
På lørdag bliver Centrumgaden klædt i lyserødt til fordel for Støt Brysterne. Foto: Arkivfoto
Brystkræft I morgen bliver Centrumgaden klædt i lyserødt og der kommer god musik både der og i centret.

Den 4. oktober er det Lyserød Lørdag. 160 byer over hele landet står klar til at trække i lyserødt for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde for brystkræftsagen.

Brystkræft er den kræftsygdom, der rammer flest kvinder i Danmark. 1 ud af 9 kvinder rammes af sygdommen. Og selvom chancen for at overleve brystkræft i Danmark er steget støt gennem de seneste 30 år, er der desværre fortsat cirka 1200 kvinder, der årligt dør af sygdommen.

Lyserød-lørdag-ballerup_BLJL1552-copy

Ligesom sidste år donerer Ballerup Bladet en femmer for hver BH, vi har modtaget de seneste par uger. Se hvor mange vi har fået i morgen, når de bliver hængt op i gaden.

Lyserød Centrumgade

På lørdag er Ballerup én af de 160 byer, der lægger gader til ’Lyserød Lørdag’. Ballerups lokalforening af Kræftens Bekæmpelse sætter fokus på brystkræft ved at pynte Centrumgaden i lyserødt i tidsrummet fra klokken 10 til 14.

På Kirketorvet vil der i lighed med de sidste par år, være opsat telte, hvor der kan købes kaffe, te og kage, produkter fra Kræftens Bekæmpelse samt kunsthåndværk fra lokale kunstnere.

Derudover bliver der livemusik med rockbandet Runway 17, der spiller i Centrumgaden fra klokken 11 til 13.

Lyserød-Lørdag-4-copy

Musik i centret

Som noget nyt i år har lokalforeningen også fået lov til at stå i Ballerup Centret med en stand, hvor de ligesom i gågaden vil sælge produkter fra Kræftens Bekæmpelse.

Klokken 11 vil der desuden på Centertorvet være musik med det lokale band ’Fat Fingers’.

»Virksomheder og forretninger kan sagtens nå at være med. Vi er taknemmelige over det engagement, vi allerede har mødt fra forretninger og virksomheder i kommunen, som støtter op om Lyserød Lørdag. Og så håber vi, at borgerne vil gøre det samme, nemlig møde op og deltage i begivenhederne og ikke mindst har lyst til at støtte sagen,« siger Vibeke Arvidson, der er tovholder på Lyserød Lørdag i Ballerup.

Lokalforeningen mangler frivillige, der kan hjælpe med tiltag som Lyserød Lørdag og den årlige landsindsamling. Interesserede kan kontakte Vibeke Arvidson på tlf: 41602165.

Lyserød-lørdag-ballerup_EF8C2277-copy

Fakta om Lyserød Lørdag

Lyserød Lørdag er en årlig aktivitet under Kræftens Bekæmpelse Støt Brysterne kampagne, der hvert år finder sted i oktober måned og har eksisteret siden 2008.

I 2013 blev der afholdt Lyserød Lørdag i 146 byer og indsamlet 3.1 mio.kr gennem frivilliges og virksomheder/forretningers indsats.

De indsamlede midler går til arbejde med brystkræft indenfor forskning, forebyggelse og hjælp og støtte til patienter og deres pårørende.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *