Politi uge 39
Døgnrapporten Her er sidste uges døgnrapport fra Københavns Vestegns Politi:

Butikstyv anholdt i Ballerup Centret

Mandag den 22. september klokken 12.14 anmeldte personale fra en forretning i Ballerup Centeret, at de tilbageholdt en butikstyv.

En 22-årig kvinde havde forsøgt at slippe af sted med varer til en værdi af over 2000 kroner fra en forretning og havde også stjålet i en anden butik i centeret. Hun blev sigtet for begge forhold og erkendte, oplyser Københavns Vestegns Politi.

 

Brandstiftere efterlyses i Ballerup

Mandag den 22. september klokken 17.50 fik politiet en anmeldelse om, at noget havde sat ild til en cykelkurv Malmparken. Politiet rykkede ud og ilden blev slukket. Vidner så de mulige gerningsmænd løbe fra stedet og de beskrives som:

A og B: Drenge på 14-17 år som var iført sorte jakker. Den ene af mærket North Face.

C: Pige på 14-17 år. Hun havde brunt hår og var iført en camouflagefarvet jakke.

 

Bilist var påvirket af stoffer

Tirsdag den 23. september klokken 01.10 standsede en politipatrulje rutinemæssigt en personbil på Ballerup Boulevard.

I bilen var der tre mænd. Føreren, en 22-årig mand fra Ballerup, viste sig at køre uden førerret og blev derfor sigtet for dette. Derudover kørte han under påvirkning af euforiserende stoffer hvilket han også blev sigtet for.

Begge passagerer blev sigtet for at være i besiddelse af hver deres joint. En af dem blev også sigtet for at overtræde våbenloven. Alle erkendte.

 

Kørsel uden førerret i Ballerup

Fredag den 26. september klokken 08.07 standsede en politipatrulje rutinemæssigt en personbil på Ballerup Boulevard ved Malmparken.

Det viste sig, at føreren, en 44-årig mand fra Ballerup, havde fået sin førerret inddraget. Der venter ham nu en stor bøde.

 

Spiritusbilist anholdt i Ballerup

Lørdag den 27. september klokken 21.11 standsede en politipatrulje en personbil til rutinekontrol på Ring 4 ved Ballerup Byvej.

Føreren, en 46-årig kvinde fra Ishøj, virkede påvirket og blev efter en alkometer-test anholdt for spirituskørsel. Hun blev kørt til blodprøve på Albertslund Politigård, afhørt og derefter løsladt. Hun nægter at have kørt spirituskørsel.

 

Hjælp politiet med opklaringen

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre til disse sager. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *