Socialrådgiverne ud på institutionerne
Sabina-Piil-Rasmussen_EF8C3278.jpg
De tre socialrådgivere, Louise Jensen, Sabina Rasmussen og Lise Glæsner, har i en måned nu været i gang med at skabe et tættere samarbejde med skoler og institutioner i kommunen. Foto: Brian Lindberg
Forebyggelse Nord, syd og midt har fået hver sin socialrådgiver ud i de miljøer, hvor børnene er til daglig - for at opnå færre sager og underretninger.

Børn, som kommer triste i skole eller i børnehave. Børn, der kommer for sent i skole. Børn, der ikke får lavet deres lektier. Forældre, der ikke kommer til skole-hjem-samtaler. Forældre, der drikker.

Årsagerne til de underretninger, som lærere og pædagoger sender til Ballerup Kommunes Familieteam er mange.

Og nogle gange kan de gribes i opløbet, inden der når at komme store og langvarige sager ud af det.

Det er i hvert fald, hvad et nyoprettet team af udgående socialrådgivere blandt andet ønsker at opnå.

Siden 1. september har Sabina Rasmussen, Lise Glæsner og Louise Jensen været tilknyttet skoler og institutioner i Ballerup Midt, Syd og Nord.

Formålet er – ud over at gribe sagerne i opløbet – at socialrådgiverne skal være sparringspartnere for lærere og pædagoger – eksempelvis om, hvornår der skal skrides ind.

Opkvalificeres

»Vores håb er, at vi kan være med til at sørge for, at underretningerne fra skoler og institutioner sendes rettidigt, og at de opkvalificeres, så beskrivelserne på de bekymringer, der er i underretningerne, bliver bedre,« forklarer Sabina Rasmussen.

Det er erfaringer fra Københavns Kommune, som man vil bygge videre på, forklarer hun:

»Vi vil få mulighed for langt hurtigere at se børnenes mistrivsel. Ja, det er sådan, at man på skoler og institutioner nu vil kunne inddrage en socialrådgivere, inden der bliver en sag ud af det,« siger hun:

»Målet er, at der skal komme færre underretninger, men vi forventer dog, at der i starten vil komme flere. Erfaringen fra København er, at flere i starten bliver opmærksomme på at lave underretninger, og så stiger antallet.«

Rustes bedre

Teamet af socialrådgivere har i den første måned været i gang med at præsentere sig selv og projektet rundt om på skoler og institutioner.

»Meningen er, at i skal holde møder med skolelederne, og vi skal give faglig sparring,« fortæller Sabina Rasmussen:

»Vi vil i dialog med ledelserne, lærerne og pædagogerne, som jo ved mest om børnene. Vi må koble os på deres virkelighed. Pædagoger, lærere og sundhedsplejersker er jo tæt på børnene, så tæt, at de kan se eventuel mistrivsel og problemer,« siger hun og fortsætter:

»Men noget af det, som vi er rigtig gode til, er de rigtig svære samtaler. Her kan vi gå med og hjælpe lærerne og pædagogerne.«

»Vi skal gerne nå frem til, at alle synes, at de er blevet rustet bedre, for så bliver det nemmere at koordinere indsatserne og gribe ind langt tidligere,« siger Sabina Rasmussen og slutter:

»Erfaringerne er, at jo tidligere, vi kommer ind omkring børn, unge og deres forældre, jo bedre bliver resultaterne.«


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *