Skal Harrestrup Å være højmose?
Debat Der var en gang, da man kunne glæde sig over at have et livligt vandløb, Harrestrup Å, i Skovlundes nabolag.

Kunne følge den skiftende vandstand og ”bølger” alt efter regnmængder. Et enkelt ”springvand” lod sig også beskue efter stærke regnskyl. Af og til kunne man oven i købet se småfisk og andre havdyr – hvis ikke fiskehejren eller vandstæren var kommet først.

De tider er forbi. I dag ligger åen som et mosehul med spredte, stillestående vandpytter og en bevoksning over mandshøjde, godt på vej til at blive højmose.

Den kan næppe fungere som afleder af regnvand, selvom man skulle tro, at netop dette var værdifuldt i vore skybrudstider.

Er grødebeskæring for tid og evighed en saga blot?

Svar til Jørgen

Tak for din henvendelse om tilgroning af Harrestrup Å. Du har ret i, at der de senere år er sket en reduceret grødeskæring i vores vandløb. Dette er sket af hensyn til vandløbets miljømæssige kvalitet. Men en højmose bliver åen aldrig.

Vandløbsloven fastsætter de regler der gælder for vedligehold af vandløb. Dens primære formål er at sikre afledningen af vand. Vedligeholdelsen har tidligere foregået ved at uddybe vandløbene, grave brinkerne af og skære grøde (vandplanterne) og planterne på brinkerne kraftigt tilbage. Denne måde at vedligeholde vandløb er ikke god for naturen og miljøet i og omkring vandløbene.

I 1982 kom der et krav i Vandløbsloven om, at vedligeholdet skal ske under hensynstagen til de miljømæssige krav til vandløbskvaliteten. Ved det hårdhændede vedligehold af vandløbene ødelægger man levesteder for fisk og vandløbsinsekter. Derfor er man gået over til skånsomt vandløbsvedligehold, hvor man skærer en strøm-rende mellem vandplanterne for at sikre afledningen af vandet og samtidig skabe en stor variation i levesteder i vandløbene. Planterne på brinkerne skæres tilbage samtidig.

Så grødeskæring er ikke en saga blot, men en meget vigtig indsats for at sikre en god miljømæssig tilstand i vores vandløb. Med jævne mellemrum foretages en mere grundig oprensning, der sikrer dybden af vandløbet. Denne mere grundige oprensning vil ske inden for de næste par år.

I forhold til afledningen af regnvand så burde Harrestrup Å være i stand til at modtage og aflede regnvandet – også i tilfælde af kraftige regnskyl. Vandløbet ligger i et såkaldt dobbeltprofil, der sikrer at vandstanden kan stige ved store regnmængder, uden af det oversvømmer de omkringliggende områder.

Det er en god ide af have noget grøde i vandløb i forhold til skybrudsregn. Det medvirker til at forsinke og tilbageholde vandet, så det ikke skaber problemer længere nede i vandløbet. Hvis man fjerner alt grøde til frit vandspejl, skaber man en ”motorvej” for vandet, der strømmer hurtigt og i store mængder til vores nabokommuner, hvor det kan medvirke til oversvømmelser.

Der er i øjeblikket et spændende arbejde i gang blandt de ti kommuner der ligger ud til Harrestrup Å. Her ser man på hvordan åen kan anvendes til tilbageholdelse og forsinkelse af regnvandet, så det ikke skaber problemer.

Jeg håber, du med denne viden fortsat må gå nogle dejlige ture langs åen, hvor der nu også er plads til et rigt dyre- og planteliv.

Helle Hardø Tiedemann (A),
Formand for teknik- og miljøudvalget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *