Hun havde fået plads hos Kirkens Korshær på Tempovej, hvor hun fik et indblik i de frivilliges arbejde i genbrugsbutikken, der sælger alt lige fra tøj over nips til møbler.
»For mig er praktikken en mulighed for at komme ud og se, hvad de frivillige laver, hvad man kan gøre for andre som frivillig og hvilke udfordringer de har, som vi som kommune eventuelt kan hjælpe dem med,« fortæller Lolan Ottesen, der havde en herlig dag i butikken.
»Vi snakkede meget om det der skæringspunkt der er mellem lønnede medarbejdere og frivillige. Og hvad det er, de hver især kan og skal bidrage med,« siger hun og fortsætter:
»Det er vigtigt, når vi som kommunen gerne vil have flere til at lave frivilligt arbejde, at vi har meget fokus på, at der er forskel på medarbejdere og frivillige. De frivillige skal ikke løse kerneopgaver, men bidrage med andre ting og løse opgaver, der ellers ikke ville være tid til.«
Hos Kirkens Korshær er det dog hovedsageligt frivillige, der driver værket. Der er omtrent 30-35 frivillige til at passe butikken, men der er altid brug for flere hænder, så hvis nogle skulle have lyst, er det bare om at springe til.