Snart er der kun mad i Centrumgaden
Butikker Formanden for Handelsforeningen Centrumgaden spår, at specialforretningerne i Ballerups gågade er ved at uddø.

I årevis har forretningsdrivende over hele landet klaget over, at kunderne svigter. Nogle har kastet skylden på finanskrisen, andre på storcentrene og på danskernes øgede handel på internettet.

Centrumgaden i Ballerup er ingen undtagelse. Mange butikker har kastet håndklædet i ringen – og de nye, der popper op, er som oftest nogle, der sælger fødevarer af den ene eller anden slags. Det er både godt og skidt, mener formanden for Handelsforeningen Centrumgaden, Kenneth Sylvest, der driver Din Tøjmand i gågaden.

»Et af lyspunkterne er, at vi har fået en masse caféer og isbutikken og så videre. Det har trukket mange flere mennesker til gaden her om sommeren. Men når vi nærmer os vinter, og man ikke længere kan sidde udenfor, så er jeg bange for, at den ligger øde hen igen,« siger Kenneth Sylvest.

Han påpeger, at der efterhånden kun er en håndfuld specialforretninger tilbage i Centrumgaden, resten er spisesteder og liberalt erhverv.

»Der er bare ikke den type butikker i gaden, som virkelig kan trække kunder og som folk er villige til at køre efter,« siger han og nævner eksempler som Jysk, Silvan eller Elgiganten.

For små lejemål

Han mener, at et af problemerne i Centrumgaden er størrelsen på butikkerne:

»Vi har alt for mange små lejemål i Centrumgaden. Og de er ikke attraktive for store aktører. Hvis vi kunne få skabt nogle større lejemål, ville det også blive interessant for nogle af de større spillere på markedet,« siger Kenneth Sylvest.

Han synes, at kommunen, detailhandlen i Centrumgaden og ejerne af bygningerne i gaden skulle gå sammen og finde en løsning.

»Vi har alle interesse i, at der sker noget. Så det synes jeg, at kommunen skulle tage initiativ til. Det er kun dem, der kan få det til at ske,« siger han.

Hvis ikke der sker noget meget snart, frygter han at de sidste få specialforretninger lukker eller forlader gågaden.

»Hvis vi ser en fem-seks år ud i fremtiden, så ser det sort ud for Centrumgaden som en aktiv handelsgade,« siger formanden.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *