Politi uge 38
Døgnrapporten Her er sidste uges døgnrapport fra Københavns Vestegns Politi:

Røveri mod supermarked

Mandag morgen den 15. september klokken 06.50 blev der begået røveri mod Lidl-supermarkedet i Centrumgaden i Ballerup.

To mænd med knive truede personalet til at udlevere kontanter og cigaretter. Men pengene var svære at komme til, så det endte med, at de kun fik cigaretter med sig.

Efter røveriet stak de af på en knallert i retning mod det gamle posthus og Lindevænget. Begge røvere medbragte pladsticposer.

Den ene røver beskrives som 20-25 år, 175-180 cm. høj og almndelig af bygning. Han havde kort lyst hår og var iført mørk hættetrøje, mørke jeans, blå sko og medbragte en mørk sportstaske. Han var maskeret så kun øjnene var synlige. Han bar desuden hvide gummihandsker og var bevæbnet med en køkkenkniv. Han talte dårligt engelsk.

Den anden røver var 170-180 cm. høj og almindelig af bygning. Han var iført en mørk hættetrøje og medbragte også en mørk sportstaske. Han var ligeledes maskeret, så kun øjnene var synlige og var også bevæbnet med en køkkenkniv. Manden talte også dårligt engelsk.

 

En tyv om natten

Beboerne i en villa på Harrestrupej i Skovlunde fik natten til onsdag den 17. september en slem forskrækkelse. En tyv havde nemlig, mens beboerne lå og sov mellem klokken 00. 30. og 01, listet en rude af i huset og sneget sig ind.

Det er endnu uvist, hvad der forsvandt fra huset.

 

Tricktyveri i Ballerup

En 77-årig kvinde i Hedeparken blev fredag klokken 10.45 franarret sin pung efter at hun havde været på indkøb.

Da kvinden kom til sin opgangsdør, blev hun opsøgt af et udenlandsk udseende par, der spurgte hende om vej til Rigshospitalet. Hun forklarede dem, at de var meget langt fra deres ’bestemmelsessted’ og de forsvandt igen.

Hun opdagde efterfølgende, at hendes pung og andre værdier var forsvundet. Der er ikke umiddelbart noget signalement af tyvene.

 

Motorcyklist væltede

Lørdag den 20. september klokken 17.30 skete der et færdselsuheld på Måløv Parkvej.

En motorcyklist var kørt over for rødt og tæt på at køre ind i en personbil. Da motorcyklisten undveg dette mistede føreren, en 24-årig mand fra Stenløse, herredømmet over motorcyklen og kørte ind i et autoværn.

Han kom til skade og blev kørt til Rigshospitalet, oplyser Københavns Vestegns Politi.

 

Tricktyveri i Skovlunde

En 81-årig kvinde blev lørdag aften omkring klokken 19.30 opsøgt af en mand, som ville aflevere en telefon til overboen i en opgang i Bybuen i Skovlunde.

Mens manden forklarer og snakker, får han sneget sig ind i lejligheden. Men den ældre kvinde er kvik, hun råber op og får manden smidt ud, inden han tilsyneladende får stjålet noget.

Tyven beskrives som østeuropæisk af udseende, 180 cm. høj og fedladen af bygning. Han havde sort hår og var iført lys skjorte.

 

Mand omkom ved brand i Egebjerg

En ældre mand mistede tidligt søndag morgen omkring klokken 05.40 livet i en voldsom brand i Egebjerg-bebyggelsen i Ballerup.

Branden var temmelig kraftig og en del beboere måtte evakueres. Efter et par timer fik brandvæsenet ilden under kontrol.

Brandfolkene fandt den ældre mand i lejligheden og den konkrete årsag til branden og dødsårsagen skal nu undersøges nærmere af teknikere.

 

Hjælp politiet med opklaringen

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre til disse sager. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *