Lidt uenighed var der da
Budget Venstre følte sig ikke velkomne ved budgetforhandlingerne.

Alt lignede fryd og evig gammen under andenbehandlingen af budgettet.

Lige indtil viceborgmester Tom Nielsen (S) fik for sig at fremhæve borgmester Jesper Würtzens indsats som forhandler.

»Jeg vil sige tak til de øvrige udvalgsformænd for jeres positive tilgang til de forhandlinger, vi har haft. Og til administrationen for hele tiden at være klar med support,« indledte han med at sige:

»Men mest af alt vil jeg lykønske vores borgmester, der med disse forhandlinger helt tydeligt har vist, at han ganske som vores tidligere borgmester er i stand til at samle alle kommunalbestyrelsens partier i en aftale, hvilket jo i sig selv må give ro og tillid til fremtiden hos kommunens ansatte og ikke mindst hos kommunens borgere. Det viser bare, at det var den rigtige, vi valgte til jobbet for halvandet år siden.«

’Måtte bide mig fast’

Dette fine forhandingsforløb kunne Venstres Kåre Harder Olesen ikke helt genkende. Han sagde:

»Jeg føler mig nødsaget til at tage ordet, for der gøres rigtig meget ud af at give borgmesteren æren for denne aftale. Men rent faktisk måtte jeg bide mig fast i bordkanten, da borgmesterens eget parti prøvede at få os smidt ud.«

Og dét kunne Tom Nielsen ikke genkende, fortalte han:

»Jeg undrer mig lidt over Kåre Harder Olesens indlæg. Er det mig, du hentyder til? Du er helt galt afmarcheret. Du er helt galt underrettet. Borgmesteren havde en rigtig stor andel i, at aftalen blev til noget,« fastholdt viceborgmesteren.

Og Kåre Harder Olesen fastholdt sit:

»Jeg har fortalt, hvad der er min opfattelse af forløbet, og vil understrege, at jeg er tilfreds med aftalen, men ikke med måden som vi indgik den på.«

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *