Måløv fejrede varmen
Vestforbrænding.jpg
Energichef Per Wulff og borgmester Jesper Würtzen markerede, at man nu også i Måløv kan tænke miljørigtigt og endda få billigere varme efter, at man er gået over til Vestforbrænding. Foto: Pressefoto
Forbrænding Mandag markerede Vestforbrænding, at et helt område i Måløv nu får deres varme fra Vestforbrænding og dermed er gået væk fra naturgassen.

Der var taler, pølser og vand ved Måløv Hallen, da borgmester Jesper Würtzen og energichef på Vestforbrænding, Per Wulff, markerede, at man i Måløv kan spare på energien ved at overgå til fjernvarme fra Vestforbrænding.

For det handler nemlig om at spare på miljøet:

»Her ved Måløv Hallen viser vi, at Ballerup Kommune går forrest i udfasningen af naturgas til fordel for den mere miljørigtige og billigere varme fra Vestforbænding. Det har været en vigtig del af kommunens klimastrategi, hvor vi nåede vores 2015-mål allerede sidste år,« sagde Jesper Würtzen ved den lille ceremoni.

Energichef Per Wulff pointerede, at varmekapaciteten bliver udvidet i Måløv og at man samtidig kan tilbyde bedre miljø og billigere varme, fordi Vestforbrænding udnytter ressourcerne i affaldet enten som materialer i genbrugsindustrien eller i energiproduktionen.

Efter den megen klima- og varmesnak skulle der spises en pølse og skylles ned med vand, inden alle kunne gå hjem og varme sig ved den lidt billigere og miljørigtige varme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *