Stemmetal, sliders og spænding til det sidste
valgsted-fest-copy-scaled.jpg
Hvide duge og rigeligt med forfriskninger og godbidder til valgfesten på Ballerup Rådhus
Nogle bed negle. Andre kunne ikke sidde stille af bare jubel. Vi var med til valgfest på Ballerup Rådhus.

Kommunaldirektør Eik Møller har nok at lave. Han er aftenens bartender og har travlt med at lange fadøl ud.
Traditionen tro sluttede valgdagen 16. november med en valgfest på Ballerup Rådhus for politikere, deres familier og parti- og kampagnefolk. Her blev de løbene stemmetal fuldt med både spænding, håb og frygt.

Valgcaféen åbnede klokken 21 – en time efter valgstederne lukkede – og der var forfriskninger og lidt natmad som sliders – små brugere – til dem, der ikke havde prioriteret maden på en dag, hvor det for kandidaterne først og fremmest gjaldt om at få raget så mange stemmer til sig som muligt.

Konservative gik frem
Det første stemmetal kom klokken 22.15 fra valgstedet Østerhøjhallen. Konservative bragede frem med en fremgang på 10.8 procent, mens Socialdemokratiet fik et mavestød med en tilbagegang på 6,6 procent. Ved første valgsted.
Løbende blev de øvrige valgsteder talt op, og det stod hurtigt klart, at Socialdemokratiet over hele linjen gik tilbage, mens Konservative tordnede frem, ligesom SF lokalt fik stærk fremgang.

Spidskandidaten Simon Knudstrup havde taget sin familie og kæreste med til valgfesten, og mens han trampede frem og tilbage i lokalet med en energi som et Duracell-batteri, var familien fattet og stolte over den politiske debutant, der med 538 personlige stemmer ikke blot bragede ind i kommunalbestyrelsen, men også kunne glæde sig over en fordobling af partiets mandater, fra ét til to.

Delte choko-boller ud
”Det har været en helt vild tid, det her, det har jeg aldrig prøvet før. Vi har spist aftensmad klokken 22.30 de fleste dage, og jeg har stået tidligt om morgenen og været med til at dele chokoladeboller ud,” siger Lone, der er kæreste med Simon Knudstrup. Hun sidder sammen med hans mor og far, Janne og Svend.

”Vi er så stolte af ham. Når han gør noget, så gør han det 100 procent. Enten gør han det, eller også gør han det ikke. Og han har virkelig knoklet i den her valgkamp,” siger far Svend.

Simon Knudstrup selv var overvældet:
”Jeg har det fantastisk (..) Jeg er mega ydmyg over det vælgerne har vist os – jeg har næsten ikke flere ord, jeg er sindssygt glad.”

Stort ØV
Hos Dansk Folkepartis Michel Jensen var der mindre begejstring, da det mod midnat stod klart, at partiet over hele landet fik en vælgerlussing så kraftig, at det stadig må svie på kinderne.

”Øv, vil jeg sige, men jeg er glad for, at vi holder vores mandat. Det er jo gået meget mere galt andre steder, hvor DF er røget ud (..) Vi vil kæmpe de næste fire år, og vi har fået resultater de seneste fire år, men nogle gange virker det, som om folk stemmer på dem, der råber højest og ikke dem, der råber bedst,” siger Michael Jensen.

Løsgængeren Serhat Kücükkart var også en mand med nerverne udenpå det ulastelige sæt tøj.
Han havde taget venner og familie med, som i bedste fodboldmål-stil jublede hver gang et nyt stemmested var talt op.

”Jeg har hjulpet ham meget i valgkampen, så nu skylder han mig en tjeneste,” siger en af vennerne.
Klokken 00.30 var alle stemmer talt op, men de personlige stemmer blev først talt op dagen efter.

Borgmester genvalgt
Billedet var dog klart: Jesper Würtzen og Socialdemokraterne havde med 50.9 procent af stemmerne sikret sig flertal og en omgang mere i kommunalbestyrelses-ringen. Konservative stormede frem og enmandshæren blev tredoblet, SF gik fra ét til to mandater, mens Enhedslisten bevarede sine to mandater og spidskandidat Stine Rahbek.

Venstre var ikke mange sure sild værd, da tallene afslørede, at de ville miste ét mandat og nu altså har to pladser i kommunalbestyrelsen. Formentlig stemmer, der er røget til Nye Borgerlige, der kom ind med et mandat.
Da klokken nærmede sig 01 var de fleste gået hjem fra valgfesten, men det er nok de færreste, der har haft lav nok puls til at kunne sove lige med det samme.

DE FIK FLEST STEMMER – TOP TI

Jesper Würtzen (A): 4.792
Stine Rahbek Pedersen (Ø): 727
Hella Tiedemann (A): 567
Simon Knudstrup (F): 538
Lolan Ottesen (A): 535
Allan Kristensen (C): 506
Sandra Marsenic (A): 464
Johan Müller (A): 445
Maria Lundahl Assov (A): 431
Michael Jensen (DF): 405
Kilde: KMD

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *