’Det er vildt fedt at være tilbage på verdens bedste cykelbane’
Cykelloeb-01-46-21-scaled.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

En af verdens bedste cykelbaner. Sådan beskriver Michael Mørkøv banen i Ballerup Super Arena. Foto: Kaj Bonne
Par nummer syv, verdensstjerner og stemning og fest. 3-dagesløbet i Ballerup Super Arena var et glædeligt gensyn for både publikum og ryttere. Ikke mindst løbets vinder Michael Mørkøv.

Neah Evans, Katie Archibald og Josie Knight sidder i indercirklen i et afskærmet område og puster ud efter åbningsløbet i Ballerup Super Arena, der fra torsdag aften og hele weekenden var ramme for det legendariske 3-dagesløb. Første gang i to år efter et års ufrivillig corona-pause.

De tre kvinder er cykelryttere fra Storbritannien og har cyklet i seks år.
”Det er fantastisk at være her i Ballerup. Der er virkelig god stemning, og banen er god at køre på,” siger Josie Knight.

Par nummer syv
Det er torsdag aften, og 3-dagesløbet i Ballerup Super Arena er netop gået i gang.
Festligt og folkeligt. Som altid, fristes man til at sige.

For siden Kay Werner Nielsen med først Evan Klamer og siden Palle Lykke Nielsen kørte 6-dagesløbet med nummer syv på trøjen, er ’par nummer syv’ blevet legendarisk og en del af først 6-dagesløbet og siden 3-dagesløbet.

Par nummer syv består i år af verdensmesteren Michael Mørkøv og makkeren Lasse Norman Hansen, og de blev præsenteret med blinkende lys og den ikoniske melodi ’så er der stemning og fest’.
Og det var da også Michael Mørkøv og Lasse Norman, der vandt 3-dages løbet.

Mørkøvs hjemmebane
”Det er vildt fedt at køre i igen efter to års corona-pause, og så på min hjemmeane,” siger Michael Mørkøv, der har vundet både guld til OL og vundet VM.

Han har siden 2009 været ’par nummer syv’, men alligevel er det noget særligt hver gang.
”Når jeg tager trøjen over hovedet, så er det med en stor stolthed. I år havde vi også fået vores VM-logo på – så bliver det ikke større. Det er ligesom at have en landsholdstrøje på,” siger Michael Mørkøv til Ballerup Bladet.

Han er 36 år og bor i Rødovre med sin familie, men træner fast i Ballerup.
”Under 3-dagesløbet tager jeg mig den luksus at tage bilen til arenaen, men normalt cykler jeg først på landevejen og slutter så af på banen, hvor jeg har en cykel stående.”

Verdens bedste bane
Han beskriver banen i Ballerup Super Arena som en af verdens bedste.
”Længden, hældninger ne og hele måden, den er formet på, er fantastisk at køre på, og den ligner den, vi kørte på til OL i Tokyo,” siger Michael Mørkøv.

For ham er det sværeste på banen skiftene i parløbet, hvor man – i modsætning til hvad man lærte af sin mor som barn – skal køre med én hånd på styret og overføre energien til sin makker og sende ham af sted.
”Det giver altid udfordringer og er klart det sværeste rent teknisk.”

Ros til Ballerup
Michael Mørkøv har aldrig boet i Ballerup, men er meget taknemmelig for kommunen og borgerne.
”Grundstenen til min karriere, min VM-sejr og vores OL-medaljer er lagt her i Ballerup. Jeg er meget glad for den bane og for kommunens og borgernes opbakning, og det må jeres læsere gerne vide, at jeg virkelig sætter pris det, de har været med til at skabe med den cykelbane,” siger Michael Mørkøv.

3-dagesløbet varede fra torsdag til søndag og bød på både dame- og herreløb. Og masser af smæk for skillingen med høj musik og festlig stemning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *