Den politiske pose blev rystet lidt
valgsted-2-copy-scaled.jpg
Der blev stemt noget anderledes end vanligt i Ballerup Kommune og det gav forskydninger i det politiske billede.
Kommunalvalget tirsdag sendte rystelser gennem det kommunale landskab mange steder i landet. I Ballerup var rystelserne mindre, men der blev alligevel plads til nye ansigter og nye partier i den nye kommunalbestyrelse.

Det var et af de mere spændende kommunal- og regionsvalg i mange år. Det politiske landskab var mudret og nu skulle det vise sig, om socialdemokratiet kunne stå distancen i kommunerne, om konservatives fremgang på landsplan kunne manifestere sig og om Dansk Folkepartis nedtur ville brede sig.

Det blev også et vildt valg, hvor mange lokale magtbastioner stod for fald og nye konstellationer bed sig fast.
I Ballerup blev det knap så dramatisk, for det endte med, at socialdemokratiet bibeholdt deres absolutte flertal. Men som aftenen skred frem stod det klart, at flertallet er skrumpet fra 16 til l3 mandater og at der er sket en række forskydninger i det politiske billede.

Valgets vinder blev overordnet set konservative, der fik to yderligere mandater men også SF, der fik et ekstra mandat med en ny spidskandidat.

Også Radikale og Nye Borgerlige fik et mandat og er nye i kommunalbestyrelsen, mens Dansk Folkeparti mistede det ene mandat. Venstre mistede et enkelt mandat, mens Enhedslisten endte med samme mandattal.
Socialdemokraternes tab af mandater ærgrer Jesper Würtzen (A), men overrasker ham ikke.

Ærgerligt, men forventet
”Det er en klar tilbagegang og det er ærgerligt. Men vi fik et rigtig godt valg sidste gang, så det er ikke overraskende, at det koster. Jeg tror også, at SMS og minksager har betydet noget og et lavere stemmetal har også betydning. Men vi bibeholdt flertallet og det er godt. Men vi vil fortsætte det brede samarbejde med både nye og gamle partier,” siger Jesper Würtzen.

Et modigt valg
Det gode valg til SF får det helt store smil frem hos Simon Knudstrup, der som ny spidskandidat og kommende gruppeformand skal sidde sammen med partifællen Taner Genc.
”Det er et stort skifte, der er sket. Vi har været så spændte på resultatet og har arbejdet stenhårdt i valgkampen og det har vælgerne belønnet og det er vi både taknemmelige og stolte over. Vores dagsorden vil især være velfærden, institutioner samt børn og unge. Men nu skal vi også levere til gengæld for den tillid vi har fået,” siger Simon Knudstrup.
En anden, der har det helt store smil fremme er Allan Kristensen (C), gruppeformand i den tre mand store gruppe, som dermed bliver den største i den borgerlige fløj.

Den store vinder
”Det er helt vildt. Vi har styrket den borgerlige fløj i den nye kommunalbestyrelse og det er vi rigtig glade for. Vi havde selvfølgelig gerne set, at vi kunne fjerne det absolutte S-flertal og det var tæt på, men vi får nu en større stemme og flere nye partier i det politiske billede og det skal vi udnytte;” siger Allan Kristensen, som peger på både enkeltsager og Pape-effekten som årsagen til det gode valg. Han ærgrer sig dog samtidig over, at Venstre gik tilbage.
”Det har jeg på ingen måde nogen glæde over,” pointerer Allan Kristensen.

En ny retning
Og netop Venstres nye gruppeformand Mikael Wandel har, efter at have sundet sig ovenpå det tabte mandat, alligevel overskud til at se fremad.
”Vi var godt 400 stemmer fra det tredje mandat, så der spillede valgforbundet os et puds, som vi tidligere har profiteret af. Sådan er det. Jeg er naturligvis skuffet, men det er trods alt ikke så slemt, som man kunne have frygtet. Nu er vi to mand i gruppen og det vil vi benytte til at finde vores stil og markere os på vores politik og vise flaget markant. Vi er et nyt Venstre og det vil man kunne opleve i den kommende tid,” siger Mikael Wandel, som tror, at der også er en ’Kåre-effekt’ i resultatet, idet den mangeårige frontfigur Kåre Harder Olesen, trak sig fra politik op til dette valg.

En grøn kurs
Enhedslisten bibeholdt deres to mandater og kunne se ind i en form for status quo. Men den kommende gruppeformand, Stine Rahbek Pedersen, fik det næsthøjeste personlige stemmetal efter borgmesteren og var meget glad for resultatet.
”Jeg er rigtig glad for, resultatet og er stolt over, at så mange har stemt på mig og den grønne dagsorden. Nu skal jeg og Saime (det nyvalgte medlem, red) sætte en grøn kurs for den nye kommunalbestyrelse. Samtidig synes jeg, at det er godt for demokratiet, at der er kommet nye ansigter og partier ind, det tegner godt for de kommende fire år,” siger Stine Rahbek Pedersen.

Må se fremad
Dansk Folkeparti fik generelt et dårligt valg og i Ballerup mistede partiet også det ene af to mandater.
”Det var en tung aften,og det gjorde ondt at se partiet blive blæst bagover. Personligt gik det ganske godt. Jeg fik et godt stemmetal og det giver mig optimisme til at fortsætte og kæmpe for vores værdier. Jeg synes vi har gjort det godt og været meget tilstede, så det ærgrer mig. Men nu må vi se fremad og sørge for at brænde igennem for kommunen de næste fire år,” siger Michael Jensen, der altså nu sidder alene i gruppen.

En ny dagsorden
Et af de nye partier i kommunalbestyrelsen er Nye Borgerlige, der fik et godt valg på landsplan og altså også nu er repræsenteret i Ballerup med Andre Amingsø.
”Vi kommer ind på grund af valgforbundet og det glæder vi os over,. Vi ville naturligvis helst være kommet ’rent’ ind, men jeg ser frem til fire lærerige år, hvor vi skal markere os som et parti i Ballerup. Jeg vil især sætte fokus på de unges vilkår og så vil jeg meget gerne se, om vi kan vende den der lokalplan 182 (kolonihaverne, red.) på hovedet. Også bæredygtigt byggeri og grøn omstilling vil vi sætte fokus på,” siger Andre Amingsø, der håber at han sammen med andre partier kan råbe op for en anden dagsorden.

Mere inddragelse
Det sidste nye parti i det nye politiske kludetæppe er Radikale Venstre, som fik valgt spidskandidaten Lars Green Bach ind.
”Jeg er både glad og beæret over den tillid, der er vist os med en fremgang på 30 procent i forhold til sidste valg. Vi håber, at vi kan komme til at spille en rolle i det nye politiske billede med det positive afsæt, som vi har fået. Vi har en række mærkesager og politiske emner, eksempelvis mere borgerindragelse, som vi vil gå efter men vi satser også på at samarbejde bredt,” siger Lars Green Bach, der understreger, at han først
og fremmest vil samarbejde ud fra sager og politiske emner og ikke ud fra partifarve.
Nu er den kommende kommunalbestyrelse altså på plads, men der er stadig gang i forhandlingerne om udvalgsposterne for de kommende fire år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *