Bronze til sportsgymnast
gymnastik-copy-6.jpg
Det blev til bronzemedaljer til Ballerup gymnasten Marie Mejnholt- Hansen.
Gymnastik Lørdag den 6. november deltog 55 rytmiske gymnaster fra Danmark, Norge og Sverige i RG Friends Masters 2021.

 Denne skandinaviske konkurrence foregik i Taastrup Idræts Center arrangeret af støtteforeningen RG Friends Denmark i samarbejde med Taastrups Idrætsklub.

Ballerups tre gymnaster havde forberedt sig godt både fysisk og mentalt til konkurrencen.

Maria Grosser deltog i Junior 1 – årgang 2008 -, hvor hun med sin tøndebånds- serie fik opnået sine mål om at gribe tøndebåndet efter at have kastet det op i luften og drejet to og tre gange rundt om sig selv under tøndebåndet. I løbet af de halvandet minut som serien varer, blev det desværre til flere små tab. Derimod kørte Maria Grosser en meget flot boldserie med gode tril på kroppen, kropsudtryk og ingen boldtab. Slutresultatet blev en tilfredsstillende 6. plads.

I Junior 2 deltog 14-årige Lucca Schmidt med en ny tøndebånds-serie, der indholder nye og svære tricks. Hun formåede at gennemføre flere af de nye momenter, hvilket gav godt med selvtillid til hendes efterfølgende to serier med bold og køller. Lucca Schmidt havde godt styr på især køllerne og sluttede meget flot, som bedste danske gymnast, på en 6. plads.

Marie Mejnholt-Jakobsen på 17 år deltog i seniorrækken med tøndebånd, bold og køller. Med god sikkerhed, power og kropsudtryk kørte Marie suverænt alle sine serier. Hun præsterede bedre end fire af de danske landsholdsgymnaster og kunne med stolthed modtage bronzemedaljen. Og så blev hun kåret til dagens seniorgymnast.

Den 27. november skal gymnasterne deltage i Nevis Cup 2021, en international konkurrence i Staffanstorp, Sverige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *