”Jeg vil vise tragedien fra børnenes uskyldige blik”
Ole-Bornedal-04-42-21-scaled.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Ole Bornedal signerede den nye Wall of Fame og plakater i FORMAT Biograf, da han præsenterede sin spillefilm Skyggen i mit øje, da der var forpremiere fredag. . Foto: Kaj Bonne
Besøg Fredag aften var filminstruktør Ole Bornedal i FORMAT Biograf for at præsentere sin nye spillefilm Skyggen i mit øje, der handler om bombardementet på Den Franske Skole

”Modstandskampen er jo nærmest en genre i sig selv. Alle film efter 2. Verdenskrig handler om helte i lange lyse cottoncoats med modvind i håret. De gode mod de onde. Sort og hvid. Jeg syntes, at det var på tide at lave en film uden skarpe kanter, men baseret på følelser og set fra børnene perspektiv”.

Det sagde filminstruktør Ole Bornedal, da han fredag aften var i FORMAT Biograf for at præsentere sin seneste spillefilm Skyggen i mit øje, der havde forpremiere i Ballerup.

Filmen handler om tragedien under 2. Verdenskrig, hvor et britisk fly – Danmarks allierede – ved et uheld kom til at bombe Den Franske Skole på Frederiksberg, som dengang var en pigeskole. Ulykken kostede 86 børn og 18 voksne livet. Filmen tager sit udgangspunkt i pigernes perspektiv og det traume, der har fulgt dem i mange år efter.

Følte sig set

”Jeg har talt med nogle af de overlevende piger fra dengang, der oplevede tragedien helt tæt på og fik knust deres barneuskyld. Jeg har også vist filmen for dem – det er svært for mig at sige, når det er mig, der har lavet filmen – men jeg tror, at de var taknemmelige for den, for det er første gang, at de er blevet hørt og forstået. Dengang under krigen rådede lægerne forældrene til pigerne til at tysse det ned og ikke tale om det. Derfor har de gået med det her traume i så mange år,” sagde Ole Bornedal.

En svær film

Det er en af de sværeste film han nogensinde har lavet, fordi det netop handler om følelser.

”Det er ikke en actionfilm eller en film med en stærk dramaturgi, men en film om det skrøbelige i livet. Jeg har heller ikke noget budskab, andet end at livet netop er skrøbeligt: Pludselig falder der bomber ned, pludselig er der en lastbil, der er årsag til en højresvingsulykke, pludselig er der en galning i Norge, der går amok med bue og pil kraftedme,” sagde Ole Bornedal.

Flå hjertet ud

Han er som instruktør kendt for mange store film, blandt andet den legendariske film ’Nattevagten’ fra 1994 med Ulf Pilgaard i en bærende rolle.

”Jeg talte engang med David Bowie (afdød britisk rocksanger, red.) og han havde lige set ’Nattevagten’ og selv lige lavet en ret vild plade. Vi talte om dæmonien i kunsten, og jeg sagde, at det var kunstens opgave lige at flå hjertet ud af publikum og sige; ’her er dit hjerte – det banker – kig på det – give folk en rystelse’, men jeg syntes, at man som kunstner og filmskaber havde pligt til at sætte det på plads igen. Det syntes Bowie ikke; han syntes bare, man skulle flå det ud. Men det er lige voldsomt nok, synes jeg. Derfor håber jeg, at den her film vil kunne mærkes et stykke tid efter, og det er mit håb, at de ofre fra tragedien vil få et nyt moment i stedet for det lidt hengemte, der står på Frederiksberg Allé.”

’Skyggen i mit øje’ har premiere 28. oktober.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *