Første vurdering af CEPOS-analysen er klar
Ballerup-Raadhus-1-1-scaled.jpg
Der er blevet regnet på pengene i Ballerup Kommune og der er en række forklaringer på, at CEPOS kan analysere sig frem til, at Ballerup kan spare 194 millioner kroner på administration og ledelse. Foto: Arkivfoto
Økonomi For nogle uger siden udkom CEPOS med en analyse der viste, at Ballerup kunne spare 194 millioner kroner på administration og ledelse. Nu har man regnet på tallene og fundet en del af forklaringen.

Det gav anledning til et mindre jordskælv på Ballerup Rådhus, da CEPOS for nogle uger siden frigav en analyse, der viste at Ballerup var den mindst udgiftseffektive kommune i landet og at man kunne spare, konservativt sat 94 millioner kroner på ledelse og administration.

Siden har kommunens økonomimedarbejdere kigget på tallene og for at se, om det nu også kunne passe, at man havde så voldsomt et sparepotentiale.

Hvis man spørger kommunaldirektør Eik Møller, der sammen med økonomifolkene har gravet sig ned i CEPOS-tallene, så er der gode og saglige begrundelser for langt det meste af forskellen mellem Ballerup og Holbæk.

Bogføring og salg

For det første har man fundet frem til, at omkring halvdelen af de voldsomme tal er fremkommet på baggrund af en bogføringsmetode.

”I Ballerup bogfører vi en række administrative udgifter som IT, rådhuset, personale og andre administrative udgifter centralt. Det gør man ikke i Holbæk, som er udpeget som den billigste kommune. Dermed bliver vi straffet dobbelt og derved finder man halvdelen af potentialet. Det er meget væsentligt,” siger Eik Møller.

For det andet sælger Ballerup, ifølge Eik Møller, flere institutionspladser og andre serviceydelser til andre kommuner.

Det betyder, at administrationen følger med. Der er eksempelvis også 10 procent af skoleeleverne i Ballerup Kommune der går i privatskole, mod 30 procent i Holbæk. Det er også en faktor,” siger kommunaldirektøren.

Løn og service

Desuden bruger Ballerup flere penge på løn, idet lønniveauet er højere generelt i hovedstadsområdet, da husleje og priser generelt er højere.

I Ballerup har man også valgt at have et højt serviceniveau og desuden har man flere leder og administrativt personale, som følge af eksempelvis skolestrukturen.

”Det er en politisk beslutning og et område, som man politisk har valgt at satse på. Om det skal blive ved med at være sådan, er jo op til politikerne i budgetlægningen. Så man kan sige, at langt de fleste af det penge, vi påstås at kunne spare handler om talteknik og bogføring. Så er der lidt besparelsespotentiale, som man politisk kan se på og det vil jeg trygt overlade til vores politikere,” siger Eik Møller, som mener at det er modigt og godt, at politikerne reagerer på analysen og får tallene gået efter i sømmene.

”Vi kigger stadig på tallene for vi og politikerne skal kunne oplyse om det på et solidt grundlag. Så vi har ikke regnet på det hele 100 procent, men vi kan i hvert fald se, at den voldsomme besparelse ikke er realistisk,” siger Eik Møller.

1 kommentar om “Første vurdering af CEPOS-analysen er klar”

  1. Ove Ginness siger:

    En typisk bortforklaringsmanøvre – ”vi regner forskelligt”, ”vi har andre bogføringsmetoder”, “vi har også indregnet…”, “lønniveauet er højere, fordi..” og …. åhh, hvor forudsigeligt!
    Tænk, hvis den øverste, kommunale embedsmand havde sagt ”det er absolut en undersøgelse, der fordrer handlinger for bedre udnyttelse af borgernes skattekroner”. I stedet for bruger han og hans økonomifolk mange kræfter (og skattekroner) på at tilbagevise Cepos resultat – til gavn for hvem, bortset fra ham selv med tilhørende ego?
    ”Lige om lidt”, kommer han nok med resultater, der begrunder at kommunens administration er underbemandet😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *