Dårlige veje i Ballerup
Debat Man behøver ikke at bevæge sig meget rundt i Ballerup Kommune, på hverken gåben, cykel eller i bil før man oplever den generelt dårlige stand, som kommunens vejnet befinder sig i

.Embedsmændene i Ballerup Kommune udgav for nylig en rapport, der beskriver den generelle stand af kommunens veje, cykelstier og fortove. Rapporten er skræmmende læsning, og viser blandt andet, at kommunens veje og fortove betegnes som værende i ’uacceptabel stand’, mens kommunens cykelstier ’godt kunne være i bedre stand’.

Rapporten viser også, at de penge der er afsat i det kommunale budget end ikke er tilstrækkeligt til at vedligeholde vejene, hvorfor vejenes tilstand kun kommer til at forværres. Samlet set er konklusionen, at man med vejenes nuværende tilstand og det lave beløb i budgettet har brug for at investere 188 millioner kroner i perioden 2025-2030 for at rette op på fremtidig slitage. Det er et ufatteligt højt beløb, og vidner om en politisk negligering af vejnettet samt en uvillighed til at indse situationens alvor.

Over halvdelen af mine sidste fire år i kommunalbestyrelsen har jeg brugt på at kæmpe for en forbedring af vejnettet og den generelle infrastruktur i Ballerup Kommune, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe før der er kommet styr på sagerne. God infrastruktur er vigtigt for erhvervslivet i Ballerup, men det er mindst lige så vigtigt for at sikre gode muligheder for kommunens borgere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *