Alt på ét bræt
Braetspil-2.jpg
Gennem brætspil brydes barriere som sprog og social status. Her er det deltagere fra Norge, Portugal og Danmark, der spiller. Foto: privatfoto
Hyggeligt Venskaber, kulturforståelse, personlig udvikling og strategisk læring. En sej cocktail som unge fra hele Europa har fået med hjem i bagagen efter et brætspilsprojekt i rollespilshytten i Ballerup.

Ild i brændeovnen, brædder på væggene og en duft af varm kaffe og næstekærlighed.

Det er lørdag i efterårsferien og solen, der også har valgt at holde efterårsferie og i stedet lade regnen gå på arbejde, har endelig besluttet sig for at titte frem og bestille noget. Himlen har klædt om til lyseblå, der klæder de gylde og røde farver fra trætoppene. Klokken er 10 og godt gemt væk fra Ballerupvej – midt i Hareskoven – ligger

Rollespilshytten, som i ti dage har dannet ramme for ungdomsorganisationen Ways brætspilsprojekt – en slags kombination af en lejrskole og et seminar for unge fra hele Europa.

Lære strategi

Rundt omkring ved bordene i hyttens opholdsstue sidder unge fra Danmark, Norge, Grækenland, Ukraine og Portugal og lærer hinanden at kende, men også sig selv og deres færdigheder, mens de spiller brætspil. Et enkelt slag Uno er der også tid til. Det er trods alt kun formiddag, og der er helt bogstaveligt lagt i kakkelovnen til en lang dag med mange og også svære brætspil.

De fleste unge har meldt sig til projektet i Hareskoven for at lære andre unge at kende, men også for at blive bedre til strategi og læring.

”Det er en god mulighed for unge, der ikke ellers har mulighed for at rejse at møde andre unge. Når man spiller brætspil, er der en magisk cirkel, hvor man har den rolle, som det kræves for at vinde eller blive bedre. Det kan få unge, der normalt ikke er åbne, til at bryde nogle grænser og det er fantastisk at se, hvordan brætspil kan åbne kulturkløft og sprogbarrierer,” siger Thomas Bressin, der er formand for Ways og arrangør af projektet.

Døv spiller

At alle kan deltage i brætspilsugen er Bernard et levende eksempel på.

Han er oprindelig fra Albanien, men er bosat i Grækenland. Og så er han døv. Han har meldt sig til programmet i Ballerup, fordi han gerne vil lære at lære fra sig, når han kommer hjem igen.

”Jeg vil gerne møde andre unge, der ikke er døve, og så vil jeg gerne lære at blive uafhængig af andre og måske lære nye spil, så jeg kan undervise andre,” fortæller Bernard gennem først en græsk tegnsprogstolk og dernæst en engelsk oversætter.

I den modsatte ende af stuen har der samlet sig en hel lille europæisk union bestående af deltagere fra Danmark, Norge og Portugal. De spiller brætspillet Pandemic, der i parentes bemærket blev opfundet FØR corona-pandemien, men nu, ikke mærkeligt, er populært som aldrig før.

Lære om hygge

Ved et andet bord sidder en gruppe portugisiske unge og spiller Menara – et strategisk svært spil, der kræver koncentration.

Goncalo, 24, og Leonar på 25 bor i Portugal og – trods silende regn det meste af ugen – har de nydt at opleve København og lære nye spil og få nye venskaber.

”Jeg har fundet ud af, hvad det der begreb hygge betyder. Det vidste jeg ikke før, men nu ved jeg det, siger Leonar og kigger et øjeblik ud på skoven, der ligner et flammehav, men blot er efterårets komme.

”Vi har ikke efterår i Portugal. Det er sommer i virkelig lang tid, så er det koldt et par dage, og så er det pludselig vinter. Jeg er ret vild med efteråret og med farverne,” siger Leonar og drikker en slurk af sin varme te. Hun hygger sig.

Og lyden af glade stemmer og grin i den lille varme træhytte vidner om, at det er hun ikke den eneste, der gør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *