Vi ønsker mere lokal folkeskole
Debat Mikael Wandel (V) udtrykker i Ballerup Bladet overraskelse over, at tre partier ønsker at fortsætte samarbejdet om udviklingen af Ballerups skolevæsen, efter at Venstre helt frivilligt har valgt at forlade skoleforliget.

Det virker da ellers naturligt, at de tre tilbageværende partier har drøftet, hvad der nu skal ske på området i fremtiden.

Det Konservative Folkeparti har et ønske om mere frihed til de lokale skoleledere og skolebestyrelser, så de for eksempel selv kan beslutte oprettelse af 0. klasser og antallet af spor på hver matrikel.

Det nuværende skoleforlig betyder, at forældre ikke kan være sikre på, at eleverne bliver optaget på den nærmeste matrikel-skole, selvom de ønsker det, men i stedet tvinges over på nabo-matriklen og dermed får en længere og farligere skolevej.

Derfor skal det fremover sikres, at forældrene gennem skolebestyrelsen har indflydelse på oprettelse og placering af 0. klasser. Dette vil samtidig skærpe konkurrencen og profilen skolerne i mellem, så skoleoptaget kommer til at afspejle søgningen til de enkelte skoler.

Disse ønsker mener vi, at vi bedst opnår gennem indflydelse og samarbejde med de øvrige partier i forliget. Vi har derfor valgt at fortsætte skoleforliget, da vi er glade for, at vi nu er kommet tættere på at få vores ønske opfyldt, så man nu trygt kan bosætte sig i et bestemt område og udløse en plads på den lokale skole-matrikel, hvis ellers

Skolebestyrelsen også ønsker det. Med denne aftale sørger vi samtidig for ikke at kopiere den løsning, som desværre nu udrulles på gymnasierne, hvilket vi absolut ikke ønsker kopieret på kommunalt niveau.

Og det lyder da også som om, at Venstre også ønsker mere lokal frihed til skolerne. Så forhåbentlig kan partierne samles om dette.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *