Parkhuset er et sted for alle pensionister
Debat Svar til Martin Jonassen, på læserbrev i sidste uge i Ballerup Bladet angående Parkhuset.

Martin Jonassen skriver, at Parkhuset ikke kan erstattes med en aftenskole. Nej, det ville da være helt forrykt. Parkhuset er jo netop et aktivt tilbud til vores seniorer i dagtimerne, hvor de kan mødes og hygge sig sammen omkring forskellige aktivitet og i den hyggelige café i Aktiv Center Ballerup.

Og sikke dog noget sludder med, at det aldrig har været en socialdemokratisk blomst. Jeg ved, at vores tidligere borgmester Ove E. Dalsgård og hans efterfølger Jesper Würtzen begge – sammen med mig – har et varmt bankende hjerte for Parkhuset. Det har vi faktisk for hele Aktiv Center Ballerup, hvor aktiviteterne i Parkhuset indgår på bedste vis og fylder bygningen med glade pensionister og aktiviteter.

Jeg har selv ofte besøgt Aktiv Center Ballerup og også Parkhuset. Senest har jeg deltaget i deres Brugerrådsmøde, og jeg taler tit med nogle af vores fantastiske aktive ældre i Ballerup, som flittigt benytter huset.

Det budgetforslag, som Martin Jonassen omtaler, er et af administrationens spareforslag vedrørende Aktiv Center Ballerup og altså ikke Parkhuset. I skrivende stund forhandles der om budgettet, og jeg er sikker på, at Martin Jonassen ikke kender resultaterne af disse forhandlinger. Det er der ingen af os, der gør. Men jeg ved, at vi socialdemokrater har kæmpet for at få Parkhuset kontingentfrit for at sikre, at det netop ER et sted for alle vores pensionister – såvel de stærke som mere sårbare ældre. Det har været en meget vigtig sag for mig som formand for

Social- og Sundhedsudvalget og med stor fokus på værdighed og fællesskaber for vores ældre borgere her i Ballerup kommune. Personligt arbejder jeg ihærdigt, både som politiker og som privatperson, for at skabe stærke fællesskaber og aktiviteter i vores kommune.

Vores ældre borgere har nu fået tre perler på stribe – nemlig Posthuset, Biblioteket og Aktiv Center Ballerup, som er stations- og bynært, og som giver alle nogle unikke muligheder for fællesskaber og forskellige aktiviteter.

Aktiv Center Ballerup og dermed også Parkhuset på Rolighedsvej ER bestemt en smuk blomst – og måske endda også en smuk socialdemokratisk rose.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *