Grønt lys for stitunnel i Skovlunde
Stitunnel-1-scaled.jpg
Stitunnelen under Ballerup Boulevard i Skovlunde ser ud til at blive bevaret. Nu kommer der nok også en elevator og rampe til de mindre godt gående. Foto: Arkivfoto
Trafiksikkerhed Et borgermøde om fremtiden for stitunnelen under Ballerup Boulevard i Skovlunde bragte mere lys over sagen. Der er nu politisk vilje til at bibeholde tunnelen og etablere en elevator.

I lang tid har debatten raset om, hvorvidt Skovlunde syd og nord skulle forbindes via en fodgængerovergang med lyskryds eller om man skulle bibeholde den nuværende fodgængertunnel og modernisere den.

Meningerne har været delte og politisk har der længe været ønske om at etablere en fodgængerovergang, der netop skulle kunne binde de to bymidten sammen.

Nu er der imidlertid lagt op til, at Skovlunde Center Syd forbliver som det er og at de storstilede planer om at binde nord og syd sammen ikke bliver en realitet i nærmeste fremtid og derfor var stemningen efterhånden svinget over til, at man skal bibeholde fodgængertunnelen.

Derfor afholdt Ballerup Kommune et borgermøde om sagen den 7. september, hvor man på et såkaldt fyraftensmøde klokken 16, skulle få afklaret holdningerne.

Og konklusionen var klar. Tunnelen bliver formentlig bibeholdt og man vil samtidig etablere både en rampe til tunnelen og en elevator, så man kan komme ned i tunnelen, uanset hvordan man er gående.

Politisk opbakning

”Der er politisk vilje til at bibeholde tunnelen og gøre den up to date og samtidig etablere en elevator, så alle får mulighed for at bruge den. Det giver bedste mening i forhold til de planer der er for Skovlunde bymidte nu,” siger Hella Tiedemann (A), formand for teknik- og miljøudvalget.

Udvalget har nemlig også besluttet, at man ikke vil give mulighed for umiddelbart at udvide Skovlunde Center Syd med flere butikker og dermed er de planer om en samlet bymidte, der skulle binde sammen af en fodgængerovergang ikke på plakaten nu.

Beslutningen om at bevare tunnelen glæder formanden for Skovlunde Lokalråd, Jens Minnet.

Nye planer

”Nu gælder det for os om at holde politikerne fast på den rigtige beslutning, nemlig at bibeholde tunnelen og samtidig få bygget en elevator og en rampe til tunnelen. Jeg syntes det var ret uklart, hvad kommunen egentlig ville, så derfor skal vi holde fast i den beslutning, ” siger Jens Minnet.

Han erkender, at lokalrådet og stemningen tidligere mest hældte mod at få en fodgængerovergang, men det har ændret sig i takt med at fremtidsplanerne for bymidten har ændret sig.

”Nu vil Brugsen ikke flytte over i Center Nord og den planlagte sammenbinding af bymidten kommer ikke til at ske. Så derfor er der klar en stemning for, at vi beholder tunnelen og tilføjer nogle ekstra elementer til den som en elevator og en rampe. Og de fire millioner kroner, der var sat af til etableringen af en overgang, kan nu bruges til elevator og andre tiltag,” siger Jens Minnet.

Ifølge Hella Tiedemann skal beslutningen endeligt politisk godkendes og man vil så gå i gang med at realisere planerne, når økonomien er på plads.

Hun tilføjer i øvrigt, at man nu har sørget for en længere overgangstid ved fodgængerfeltet ved Bybuen, så alle kan nå at komme over i ro og mag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *