Analyse: Ballerup kan spare mange millioner på administration
Ballerup-Raadhus-3-1.jpg
Ballerup kommune kunne ifølge CEPOS spare omkring 194 millioner kroner på administration og ledelse. Det er skudt langt over målet, mener man i kommunen, men tager også tallene til efterretning. Foto: Arkivfoto
Økonomi En ny analyse fra Cepos viser, at Ballerup er landets klart dyreste kommune, når det kommer til ledelse og administration. Der kunne ifølge tallene spares knap 4000 kroner pr. indbygger eller mere end 190 millioner kroner.

Hvis man synes, der er mage chefer, ledere og administrativt personale i Ballerup Kommune, så er man måske ikke helt forkert på den.

I hvert fald, hvis man spørger tænketanken CEPOS, hvor en ny analyse har afsløret, at Ballerup er den kommune i landet, der kan spare mest på udgifter til ledelse og administration, hvis man skulle drive kommunen mest effektivt.
Ifølge CEPOS kan man spare 3995 kroner pr. indbygger i Ballerup Kommune eller i alt mere end 194 millioner kroner, der kunne bruges til andre formål.

Ifølge CEPOS-analysen er det tal endda sat ud fra den mest ’forsigtige’ regnemetode.

Det er markante tal, der giver anledning til undren hos politikerne.

Man skal dog se tallene i en lidt større sammenhæng, hvis man spørger borgmester Jesper Würtzen (A).

Flytte papirclips

”Det ser voldsomt ud, men det er et vidt begreb, når man taler om administration og ledelse. For kontrolgruppen, der holder øje med snyd med sociale ydelser er administration, sagsbehandlere og ledelsen i den nye skolestruktur, erhvervsafdelingen og jobcenter er også administration. Det er områder, der giver værdi. Så man kan altså ikke bare sige, at administrativt personale er nogle der sidder og flytter papirclips,” siger Jesper Würtzen, som understreger, at Ballerup i modsætning til en del andre kommuner har mange fælleskommunale udgifter, som eksempelvis Kasperskolen, der regnes med som administrative udgifter.

Han påpeger dog, at der i de seneste par års budgetter har været lagt besparelser ind på administrationen og det er der er også lagt op til det kommende budget, der er ved at blive forhandlet i disse uger.

”Det er klart, at vi ligger højt og det giver anledning til, at vi kigger på os selv og ser, om vi har steder, hvor vi kan være mere effektive,” siger borgmesteren.

Tallene giver også anledning til refleksion hos Kåre Harder Olesen (V).

Det undrer

”Det kan godt være svært at sammenligne direkte, for der er forskellige socio-økonomiske og andre faktorer der spiller ind. Men der er et besparelsespotentiale og det har vi sagt i mange år. Vi har historisk høje lønninger, som vi forsøger at ændre på, og der er områder, hvor det er en politisk beslutning, at vi har høje administrationsudgifter, som eksempelvis skolestrukturen, hvor vi vægter et højt serviceniveau. Det er vi ikke altid enige i, og vi har da også igennem årene fået sat et præg på området,” siger Kåre Harder Olesen, som også er noget overrasket over, hvor højt Ballerup ligger.

”Det giver da klart anledning til at undre sig og til at spørge os selv, hvorfor vi ligger så højt og bliver ved med det og det kan da tages med i budgetforhandlingerne,” siger Kåre Harder Olesen.
Netop udgiftseffektivitet og besparelser på administration er en kæphest for Konservative, hvor gruppeformand Allan Kristensen ikke er overrasket over tallene.

”Det er jo det, jeg lægger arm med borgmesteren om og det viser, at der er et stort potentiale i kommunen, der kan give skattelettelser. Vi har et voldsomt overforbrug og det har der været i mange år og jeg synes det er på tide at spøge os selv. Skal vi virkelig være den dyreste kommune i landet at drive – og kan vi gøre tingene mere effektivt? Jeg ved godt, at vi har nogle fælleskommunale udgifter og at man ikke kan sammenligne kommunerne 1 til 1 men der er tydeligvis et stort potentiale,” siger Allan Kristensen.

Undersøges nærmere

Den øverste administrative chef på Ballerup Rådhus, kommunaldirektør Eik Møller, tager tallene til efterretning og lidt mere.

”Det giver anledning til undren, men også til skepsis. Ifølge analysen kunne man uden problemer nedlægge 400 ud af omkring 550 årsværk i kommunen og det kan de fleste vist se, ikke er realistisk. Men samtidig vil vi gerne kigge på tallene og gravs os ned i dem for at finde ud af, hvordan de finder frem til det og hvad der ligger bag,” siger Eik Møller.

Han pointerer, at man nu vil sammenligne Ballerup med kommuner, der minder om Ballerup og som har en bedre udgiftseffektivitet og se, om man kan lære noget.

”Vi vil ikke bare afvise alt for det er voldsomme tal og derfor skal vi tage et grundigt kig på tallene, inden vi melder ud. Det skylder vi både borgere og medarbejder,” siger Eik Møller.

2 kommentarer om “Analyse: Ballerup kan spare mange millioner på administration”

  1. Ove Ginness siger:

    Alt dette samtidig med, at man konstant oplever kommuners krav til deres private leverandører om effektivitet i alt, de foretager sig. Hvornår begynder vi i dette skatteplagede land at kræve samme slags effektivitet i de offentlige forvaltningers administration og ydelser i øvrigt. Ballerup Kommune er nu et dokumenteret bevis på, at der er noget ”at komme efter”. Hvorfor skal der i øvrigt en undersøgelse til at klarlægge merforbruget – tager man aldrig sine egne arbejdsprocesser i kommunen op til revision?

    Og hvad den socialdemokratiske borgmester måtte mene af det modsatte, er helt forudsigeligt og hænger naturligt sammen med det job han har. Han siger dog, at: ”Det er klart at vi ligger højt. . . ”. Hvis det er så klart, hvorfor er der så ikke gjort noget mere ved ineffektiviteten tidligere? 😊

    1. Poul E. Pedersen siger:

      Godt skrevet.

      Og jeg er helt enig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *