Vi er vokset med ansvaret
Kandidater_Jacob_Johan_Foto-MiLu-copy-scaled.jpg
De har tilbragt mange effektive timer på Ballerups Rådhus. Jacob Wøhler Jørgensen og Johan Müller, og er glade og for den indflydelse vælgerne har givet dem. Foto: Mia Lundholm
Politik I 2017 blev to unge mænd på dengang 19 og 21 år valgt ind i Kommunalbestyrelsen. Nu har de snart siddet hele valgperioden og stiller begge op til valg igen i november.

Engang var der et par unge knægte i klubben efter skoletid, som spillede rollespil og fægtede med sværd imod hinanden. Dengang havde de ikke forestillet sig, at deres fremtidige samarbejde skulle blive et kommunalpolitisk anliggende.

Nu har de stået skulder ved skulder i snart en hel valgperiode og har gjort sig utroligt mange erfaringer i deres kommunalpolitiske arbejde i Ballerup Kommune.

Det politiske arbejde har til tider været hårdt, men også spændende og ikke mindst lærerigt – både Johan Müller (A) og Jacob Wøhler Jørgensen (V) er klar på at tage en valgperiode mere, hvis de bliver valgt ind igen.
Johan Müller stiller op til kommunalvalg i november for Socialdemokratiet og står som nummer fem på den kommunale valgliste. Jacob Wøhler Jørgensen er Venstres nummer to kandidat på listen.

Politiker og studerende

”Vi er utroligt privilegerede, at vi kan sidde i Kommunalbestyrelsen og tage en uddannelse samtidigt. Men det virker meget godt, fordi møderne er fastlagte. Jeg har været med til stort set alt, hvad jeg er blevet inviteret til, og jeg prøver at være godt forberedt,” siger Johan Müller og Jacob Wøhler Jørgensen fortsætter:
”Ja, så er der ekstramøder ind imellem, og der skal også være tid til kæresten og fuldtidsjobbet. Respekt for dem der også har små børn, det synes jeg er imponerende. Man kunne lade være med at tage det ekstra møde, eller kun møde borgerne, når de er glade, men sådan er det ikke.”

Da Jacob blev valgt ind var han i gang med studierne på Copenhagen Business Academy. Nu arbejder han med investering i Danske Bank og begynder til januar studier på Syddansk, hvor han skal læse Cand. Merc.
Johan har afsluttet Team Danmark linjen og er stoppet med at svømme som elitesvømmer, nu læser han jura. Uddannelserne er ikke målrettet en politisk karriere, siger de begge to.

”Det kan godt være at der er en overlapning, men jeg føler ikke, at jeg bruger min uddannelse i politik. Jeg bruger politik for politik. Vi har en virkelig dygtig forvaltning, der taler et sprog som alle forstår, så selv om det er et område man ikke kender, så kan man godt forstå det de skriver,” mener Johan.
Jacob læner sig tilbage i stolen og krydser armene.

”Jeg tror aldrig, at jeg bliver ekspert i spildevandsplaner. Jeg har en rolle som politiker, og vi skal naturligvis forstå konsekvenserne af, hvad det er, vi gør, når vi er med til at træffe beslutninger, men vi har tillid til fagfolkene og administrationen, de styrer det, og så kan det være en fordel, at man har en viden fra sin uddannelse.”

Skal – skal ikke?

For Jacob var det ikke givet, at han skulle stille op som kandidat igen. Han tøvede med at genopstille, fordi han ville være sikker på, at han var klar. De fire år man binder sig for, var for ham umiddelbart svært at overskue, fordi han ikke kendte sine fremtidsplaner. Han havde fået en ny kæreste og ville være sikker på, at han også havde hendes støtte. Nu er kæresten flyttet til Ballerup og Jacob har, siger han med et grin, sikret sig en ekstra stemme.

Sagen var derimod åbenlys for Johan.

”For mig var det ret klart, at jeg ville stille op igen, men jeg talte med kæresten og DSU om der stadigvæk var opbakning. Jeg tror, at jeg ville have svært ved ikke at stille op, for der er så meget jeg gerne ville have indflydelse på. Jeg er ikke klar til at give slip,” siger han.

Jacob tilføjer: ”I virkeligheden handler det nok også om, at man synes, at man kan gøre det bedre end andre. Så har man på en måde pligt til at søge indflydelse.”

Johan påpeger, at han er tidligere elitesvømmer og Jacob, at han endnu aldrig har tabt en valgkamp, så de går begge helhjertede ind i valget, og håber at de får fire år mere. De vil gerne vinde over de nye unge kandidater på listen.

Udvalg og indflydelse

Begge kandidater har haft fast plads i Kultur- og Fritidsudvalget. Derudover er Jacob Wøhler Jørgensen medlem af Teknik-og Miljøudvalget, og Johan Müller af Erhvervs-og Beskæftigelsesudvalget.

De har begge haft bestyrelsesposter, som har givet god mening, og ifølge Johan gør det politiske arbejde meget mere konkret. Om politikeroplevelserne siger Johan Müller:

”Kunne vi have gjort det bedre? Vi har gjort det så godt vi kunne efter forudsætningerne. Nogle gange har valget bare stået imellem to halvdårlige løsninger. Vi kommer ikke uden om, at der er stigende børnetal og skal bygges flere daginstitutioner, og at institutioner står før en skaterpark. Og det er brandærgerligt, at bruge så meget tid på udviklingsplanen for Ballerup Idrætsby, uden at den rigtig kan prioriteres økonomisk.” siger Johan Müller.

Godt indtryk

Det mest positive indtryk, som både Johan og Jacob sidder med, er planerne om Kildedal, som er endt med en flot løsning. En løsning der gør Jacob Wøhler Jørgensen stolt ved at sidde i teknik-og miljøudvalget.

Johan Müller er også meget glad for at have været med til at få indført det musikalske fripas, hvor små midler vil hjælpe mange i fremtiden. Jacob Wøhler Jørgensen ser hovedrystende og klogere tilbage på et forløb med trafikken ved Malmparken Station. Johan Müller mindes hele kolonihave debatten og understreger, at den har lært ham, præcis hvor vigtigt det er at have en god dialog med borgerne – og gerne tidligt i forløbet.

Alt i alt er de to unge mænd, trods modstående partier, rørende enige om, at de er vokset med ansvaret. De boede begge hjemme, da de blev valgt ind. Nu er de for alvor flyttet hjemmefra og har taget ansvar for mere end bare dem selv.

”Det har været meget mere spændende, end jeg havde troet. Jeg kom ind med en lidt pessimistisk holdning, og troede, at jeg ikke ville få noget særligt at skulle have sagt, men jeg har overraskende fået ret meget igennem,” siger Jacob Wøhler Jørgensen.

Johan Müller tilføjer: ”At være i Kommunalbestyrelsen har levet op til alle forventninger. Det er kommet bag på mig, hvor meget positivt samarbejde der er imellem partierne, og hvor sjovt vi har det med hinanden. År et lærte vi meget, og nu sidder jeg med alt det, jeg gerne vil nå.”

Jacob Wøhler Jørgensen og Johan Müller anbefaler andre unge at gå ind i kommunalpolitik og blive en del af et fællesskab. Men de unge der stiller op i Ballerup, får kamp til stregen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *