Nyt boligkvarter rejser sig snart i Lautrup
Udvikling-Lautrup.png
Der er store planer for udviklingen af erhversområdet Lautrup, hvor to ejendomsudviklere vil skabe mere liv. Foto: Illustration: Wihlborgs.
Udvikling To ejendomsudviklere er gået sammen om et projekt, der skal gøre Lautrupparken mere levende.

I erhvervsområdet Lautrupparken i Ballerup er et nyt kvarterudviklingsprojekt på vej.

Det sker i et tæt samarbejde mellem ejendomsselskabet Wihlborgs, der driver og udvikler erhvervsejendomme og projektudbyderen Koncenton, som administrerer over 2500 boliger i hele landet.
Inden længe er der udsigt til en revitalisering af Lautrupparken, som vil sætte fokus på etableringen af multifunktionelle og deleøkonomiske aktiviteter. Målet med projektet er at revitalisere området ved at skabe et levende, atmosfærefyldt og rekreativt miljø med et socialt sigte for øje.

Tomt og forladt

Lautrupparken er kendt som et af Storkøbenhavns mest velfungerende erhvervsområder og hjemsted for mange af Danmarks største internationale virksomheder samt det store universitetscampus DTU. De mange pendlere til Lautrupparken betyder, at mere end 20.000 medarbejdere og studerende dagligt har deres hverdag i Lautrupparken.

Til trods for de mange personer, der dagligt har deres gang i området er en stor udfordring, at området går dvaletilstand, når medarbejdere og studerende holder fyraften.

Enorme arealer står tomme indtil næste morgen, hvor det pulserende arbejds- og studieliv genoptages.

Det mener Wihlborgs er spild af ressourcer og derfor vil man genskabe livet i området.

Derfor satser firmaet nu på at stå i spidsen for at skabe en ny udviklingsplan, der vil imødekomme behovet for at styrke andre socialiserende aktiviteter, som kan opfylde virksomheder og borgeres krav til en moderne arbejdsplads og bopæl.

Liv og bæredygtighed

”For os handler det om at sammentænke og retænke funktionerne i en bygning med henblik på at imødekomme alle former for ressourceoptimering og deleudnyttelse af de muligheder, der er til rådighed. Ved at retænke funktionerne i en bygning eller et område skaber vi nyt, men vi gør det på et fundament, der allerede er dannet. At tilføje nyt liv til eksisterende områder og anvende bygninger i nye former er det mest bæredygtige og CO2-reducerende valg, hvorfor det også er et af kerneprincipperne i vores arbejde med ejendoms- og kvarterudvikling,” siger Peter Ildal Nielsen, administrerende direktør i Wihlborgs.

Det er endnu uvist hvordan det nye projekt konkret vil komme til at se ud, men projektplanerne er netop godkendt og der arbejdes nu intenst med fortsættelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *