Flere døde dyr ud i naturen
maaloev-naturpark-10.jpg
Naturen er smuk og der er en del af den i kommunen. Men den har også brug for døde dyr, der kan fungere som spisekammer for andre dyr, så biodiversiteten kan øges. Foto: Arkivfoto
Naturligt For at øge biodiversiteten vil Ballerup Kommune indrette tre ådselspladser, hvor døde dyr skal fungere som ’spisekammer’ for naturens vilde liv.

Biodiversiteten er under pres mange steder i verden men også lokalt.

Derfor vil Ballerup Kommune, som en del ’Danmarks vildeste kommune’ kampagnen, indrette tre ådselspladser rundt om i kommunen. For naturen har brug for død. Ikke bare døde træer, der kan give næring til svampe og insekter, men også døde dyr, der som ådsler kan fungere som føde for eksempelvis biller og rovfugle, men også eksempelvis mejser, der kan bruge pels og hår som ingrediens i en rede.

Derfor har naturkvalitetsudvalget foreslået ådselspladser og teknik- og miljødudvalget vil nu godkende forslaget og indrette pladserne omkring Haraldsminde, Måløv og Kildedal.

Pladserne skal placeres relativt utilgængeligt for både mennesker og større dyr, så ådslerne kan få lov til at ligge i fred og ikke blive fjernet.

Ikke kæledyr

”Hvis dyr bliver påkørt og dør er det oplagt, at de kan bruges til at indgå i naturens gang. Det er en god måde at øge biodiversiteten på og vi vil i udvalget beslutte at indrette de tre ådselspladser, så andre dyr kan få glæde af ådslerne,” siger Hella Tiedemann (A), formand for teknik- og miljøudvalget.

Hun understreger, at det naturligvis ikke er døde kæledyr, der skal lægges ud på pladserne, men udelukkende trafikdræbte og døde dyr, der ikke er omfattet af lovgivningen om husdyr.

Det er planen, at Grantoftegård skal drive og føre tilsyn med de tre pladser, men de nærmere detaljer skal nu klarlægges, så snart udvalget har vedtaget forslaget.

Derefter kan man ganske hurtigt etablere de tre pladser, idet etableringen løber op i beskedne 9000 kroner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *