Prikket på skulderen af Jobpatruljen
  • Jobpatruljen_Foetex_01-scaled.jpg
  • Jobpatruljen_Foetex_02-scaled.jpg
  • Jobpatruljen_Foetex_03-scaled.jpg
  • Jobpatruljen_Foetex_04-scaled.jpg
En helt almindelig dag på jobbet i Føtex blev til et givtigt møde imellem Jeppe Herrmann og Jobpatruljen. Foto: Mia Lundholm
KONTROL: Jobpatruljen kom forbi Ballerup for at tale med ungarbejderne. Her mødte de blandt andre Jeppe Herrmann på 17 år, der arbejder i Føtex. Jeppe Herrmann har fri fra skolen, og har fået lidt ekstra arbejdstimer i Føtex i sommerferien, men hvor meget må man arbejde, når man er under 18 år? Jobpatruljen gav Jeppe, alle […]

Jobpatruljen kom forbi Ballerup for at tale med ungarbejderne. Her mødte de blandt andre Jeppe Herrmann på 17 år, der arbejder i Føtex.
Jeppe Herrmann har fri fra skolen, og har fået lidt ekstra arbejdstimer i Føtex i sommerferien, men hvor meget må man arbejde, når man er under 18 år? Jobpatruljen gav Jeppe, alle de andre unge og sågar arbejdsgiverne med svar.
Hvert år i sommerferien rykker Jobpatruljen ud på gader og stræder for at tale med de unge om deres arbejdsforhold. I år er det 42. gang Jobpatruljen rykker ud. I uge 29 besøgte Jobpatruljen Ballerup, for at få en finger på pulsen i forhold til de unge og vejlede dem i deres rettigheder.
Jakob Bonde Nielsen, Lokalformand DSU Vesterbro-Sydhavnen og Sarah Gruszow Bærentzen, kampagneleder for Manu Sareen, arbejder frivilligt for Jobpatruljen og bruger en uge af deres sommerferie på at rådgive og samle informationer ind om unge på arbejdsmarkedet. Mange af Jobpatruljens frivillige kommer fra DSU, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, fortæller de.
Styr på det
De to fra Jobpatruljen har netop prikket den 17-årig Jeppe Herrmann på skulderen i Føtex i Ballerup Centret. Jobpatruljens besøg er uanmeldt, men Jeppe Herrmann er frisk på en samtale med Jobpatruljen, så de finder et roligt sted i et baglokale i Føtex.
”Vi går som udgangspunkt ikke ud fra at der er et problem. Vi vil bare gerne høre hvordan det står til. Store virksomheder som eksempelvis Føtex her har som regel styr på arbejdsforholdene, og de er o.k. med at vi kommer. Mange ved efterhånden godt, at vi kommer forbi i løbet af sommerferien. Nogle gange bruger de også os til at blive opdateret, hvis der er noget de er i tvivl om, ” fortæller Jakob Bonde Nielsen.
Unge Jeppe Hermann svarer åbent og ærligt på alle Jobpatruljens spørgsmål, om han har en kontrakt, om hans forældre har læst den, om han fik løn fra første arbejdsdag, om han får en lønseddel, hvad han får i timeløn, hvor mange timer har arbejder, om han løfter tunge genstande, om han er kommet til skade på jobbet, om han føler sig tryg på arbejdspladsen, og alle svarene noterer Jobpatruljen. De mange svar blive samlet sammen og brugt til at tegne et billede af hvilke udfordringer der er for de unge på arbejdsmarkedet.
”Nu har jeg ingen problemer, for min familie har ret godt styr på sådan nogle ting. Men jeg synes, at det er fint at Jobpatruljen kommer. Hvis ikke de kom ud, ville der måske ikke være lige så godt styr på tingene, ” siger Jeppe Herrmann.
Lovbrud straffes
”Hvis vi eksempelvis møder en ung, der ikke får de påkrævede pauser i løbet af arbejdsdagen, så anbefaler vi, at de melder sig ind i en fagforening, ” fortæller Sarah Gruszow Bærentzen.
Sidste års mange besøg viste, at der er regelbrud i over 74 procent af alle unges ansættelsesforhold.
”Vi ved fra tidligere år, at mange unge fritids- og sommerferie-jobbere ikke får den løn, de skal have efter overenskomsten. Desuden bliver lovgivningen overtrådt, når unge eksempelvis udsættes for tunge løft, arbejder med farlige maskiner, eller når de arbejder for længe, ” påpeger Martin Thing, koordinator for Jobpatruljen i Storkøbenhavn.
Støder Jobpatruljen på problemer som eksempelvis brud på overenskomster, indberettes det til de relevante fagforeninger, mens lovbrud meldes til myndighederne, eksempelvis Arbejdstilsynet og i særligt grove tilfælde til politiet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *