Nabohjælp for milliarder
Hedeparken-10-27-21-scaled.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Broer og stier binder området sammen og betyder, at man kan gå både over vandet og rundt i det store grønne areal ved Haraldsminde. Foto: Kaj Bonne.
Vand og klima Første del af det store tværkommunale regnvandsprojekt, de skal sikre hoved stadsområdet mod oversvømmelser er nu færdigt. Torsdag blev det indviet i Haraldsminde i Ballerup og er både praktisk regnvandssikring og rekreativt område.

De fleste går ud fra, at der kommer mere regn og større vandmasser, der skal håndteres i fremtiden.

Derfor vil man sikre mod oversvømmelser og vand i kældre og på veje og en del af den sikring er, at 10 kommuner, deriblandt Ballerup, er gået sammen om at lave et fælles projekt, der skal dæmme op for regnvand og sikre de mere lavtliggende kommuner langs Harrestrup Å mod oversvømmelser.

Derfor gik man for nogle år siden i gang med første del af det mangeårige projekt, at etablere et stort regnvandsbassin ved Haraldsminde ved enden af Hold An-Vej og Sydbuen i Ballerup. Samtidig med, at man ville sikre vandet mod at flyde nedad ved kraftig regn, ville man også omdanne området til et stort og rekreativt område med stier og broer og stor biodiversitet,.

Al den opgravede jord er blevet brugt til at fylde på Dragebakken, så der også vil være plads til en vild kælketur om vinteren, hvis der falder sne.

Torsdag blev det store projekt så indviet med alt, hvad der hører til af pølsevogn, isbod og taler, inden de mange fremmødte kunne gå en tur i det store område og selv se på forandringerne.

Fælles samarbejde

”Ballerup ligger på toppen i området og derfor løber det meste af vandet videre til vore nabokommuner, Glostrup, Hvidovre, Albertslund og så videre. Vi kunne jo godt bare læne os tilbage og sige, at der er deres problem med oversvømmelser, men i stedet er vi gået sammen om at løse problemet. Jeg er glad for, at vi nu kan indvie det første skridt i det store samarbejde, man vel kan kalde en slags nabohjælp,” sagde borgmester Jesper Würtzen (A) ved indvielsen.

Han fremhævede desuden, at der i det nye område ikke blot er sluser, der kan opsamle regnvand og forhindre oversvømmelser, men også en større kælkebakke, stier og broer til gåture, og en større biodiversitet med blandt andet plads til blomster og biller, der kan give føde til fuglene.

Større biodiversitet

”Haraldsminde er et yndet udflugtsmål for mange af vores borgere, og nu er området blevet endnu mere interessant – både for mennesker og dyr. Med tiden vil man kunne nærstudere fisk, vandinsekter og planter, og med broerne kan man komme helt tæt på. Projektet er en klar forbedring af natur- og dyrelivet i området, og så er adgangen til skøn natur samtidig blevet gjort endnu lettere,” siger Jesper Würtzen.

Efter talerne vandrede de mange fremmødte rundt i det lune, men fugtige vejr og så på et område, der i lang tid har været afspærret og fyldt med mudder og store entreprenørmaskiner, men som nu er et velfriseret og spændende område med plads til både leg, hyggelige udflugter med familie og kæledyr samt naturoplevelser for alle aldre.

40 delprojekter

Projektet i Haraldsminde er som nævnt det første af en lang række delprojekter i Harrestrup Å-systemet, der skal sikre, at Harrestrup Å kan håndtere skybrudsvandet fra det 80 kvadratmeter store opland.

Det er kommunerne Ballerup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup, Albertslund, Rødovre, Brøndby, Hvidovre, Frederiksberg og København, der er gået sammen med forsyningsselskaberne HOFOR, Novafos, Frederiksberg Forsyning og Glostrup Forsyning om projekterne.

Harrestrup Å-systemet består af hovedvandløbet Harrestrup Å samt sidetilløbene Kagså, Sømose Å, Rogrøften, Bymoserenden og Grøndalsåen.

Samarbejdet handler om i fællesskab at indrette Harrestrup Å og de grønne områder omkring åen, så regnvand ved skybrud kan håndteres sikkert på planlagte steder – i stedet for at oversvømme kældre og veje.

Projektet består af 40 delprojekter, beløber sig til 1,1 milliarder kroner og skal anlægges hen over de næste 20 år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *