Længe leve Leitra
  • Leitra_Carl_Georg_01-scaled.jpg
  • Leitra_Carl_Georg_02-scaled.jpg
  • Leitra_Carl_Georg_03-scaled.jpg
  • Leitra_Privat_01.jpg
  • Leitra_Privat_02.jpg
Ballerups helt egen ’Ole opfinder’ har designet og produceret cyklen til ’Let Individuel Transport’ og skabt sig et liv uden lige. Mød Carl Georg Rasmussen på 86 fantastiske år. I Ballerup bor en mand, der har et særdeles aktivt og spændende et liv. Han er ganske ydmyg omkring sin tilværelses indhold, og han er ikke […]

Ballerups helt egen ’Ole opfinder’ har designet og produceret cyklen til ’Let Individuel Transport’ og skabt sig et liv uden lige. Mød Carl Georg Rasmussen på 86 fantastiske år.
I Ballerup bor en mand, der har et særdeles aktivt og spændende et liv.
Han er ganske ydmyg omkring sin tilværelses indhold, og han er ikke typen der har store armbevægelser, hans styrke ligger i benene. Hans navn er Carl Georg Rasmussen, han er 86 år og han har sandsynligvis overhalet dig på cykelstien.
For 35 år siden skippede han bilen fuldstændigt. Igennem sit arbejde i Miljøministeriet, hvor han havde fokus på udfordringer med vejstøj, blev Carl Georg Rasmussen opmærksom på, hvad tendensen med flere og flere biler på vejene betød, og han ønskede at tage konsekvensen og gøre en forskel.
I bedste ’Ole opfinder’ stil havde han allerede været i gang med projektet at skabe en overdækket cykel, som kunne gøre cykeltransport mere nem og behagelig.
Han satte alle sine erfaringer som flybygger, pilot og civilingeniør i spil og skabte ’Let Individuel Transport’ eller ganske enkelt: Leitra. I 1991 sagde han sin stilling op på DTU og blev selvstændig velomobil producent. Fra 1993 holdt han ’European Velomobile Design Seminars’, det første på DTU og siden i Schweitz, Tyskland, Holland og Østrig.
Sidder ikke stille
Carl Georg Rasmussen producerer ikke længere nye Leitra cykler på værkstedet i Herlev, men han sørger fortsat for, at hans loyale kunder igennem alle årene får de reservedele, som ind imellem er nødvendige for at holde hans Leitra cykler kørende ude omkring i verden. Mange af cyklerne er stadigvæk godt kørende efter 25-30 år på vejene, eller 400.000km som en af hans tyske kunder skrev for kort tid siden. Kunden er en del af den lægestab, som transporterer sig selv rundt i Leitra i embedsøjemed. Cyklen har lægen kun haft i fem år, men den bliver brugt flittigt. En anden af lægestaben fra Braunsweig skrev, at han havde tabt fem kg efter at cyklen var blevet hans daglige transportmiddel.
”De tyske læger valgte at indføre cyklerne som transportmiddel, blandt andet fordi de gerne ville være et godt eksempel for overvægtige klienter. Cyklen er en god løsning for dem. Jeg kontaktede også Hjemmeplejen her i Ballerup, for at høre om ikke Leitra cyklen var noget for dem, men de var ikke interesserede. ”
Faktisk er der ikke nogen Leitra cykler i Ballerup ud over Carl Georgs egne. Størstedelen af Carl Georg Rasmussens kundekreds skal findes i udlandet, ca. 80% mener han.
”Danskerne er træge til at tage nyt til sig. Så det var eksporter eller dø. Tyskerne har været flinke til at købe og Holland har en stærk cykeltradition. I dag er der mere end 100 producenter af lignende velomobilcykler, men jeg startede ca. 10 år før de andre.”
86 år og på cykeltur
I sin fritid er Carl Georg Rasmussen rickshaw chauffør for beboerne på Plejehjemmet Kirstinehaven i Ballerup, og flere af dem som kommer med ud at køre er yngre end ham selv.
”Når jeg kører på arbejde, cykler jeg forbi tre fitnesscentre, hvor der udenfor står parkeret mindst 50 biler, og indenfor sidder folk og tramper i pedalerne. Og så betaler de oven i købet penge for det.” Carl Georg Rasmussen er oprigtigt forundret. Han er tydeligvis i fin form.
”Jeg er 86 år, men føler mig som en 17-årig,” griner han.
I indbakken tikker der henvendelser ind fra nær og fjern. Til september kommer to portugisere til Danmark på tre ugers ferie. I den anledning kontaktede de Carl Georg Rasmussen for at spørge, om de kunne leje to Leitra cykler, og naturligvis kunne de det. De afslog dog hans tilbud om at låne campingudstyr, da hotel-overnatninger var mere tiltalende for dem.
”Jeg har mødt så mange spændende mennesker i kraft af alt det her. Jeg har arrangeret lange cykelture i Europa på 2-3.000 km. År 2013 var der 11 deltagere men kun syv der gennemførte, for der var nogen der kørte videre til stranden i stedet, det var 35 grader hedebølge. Men jeg sad godt i min Leitra med skygge for solen og fin udluftning.”
Carl Georg Rasmussen cykler ikke alene på de lange ture. Senest var han af sted i slutningen af april start maj måned i år, hvor turen igen gik til Tyskland langs floderne: Elben, Weser, Fulda og Rhinen. I alt 2.500 km tilbagelagde han på to uforglemmelige uger, hvor der ikke blev sparet på god mad og i selskab med gæstfrie venner.
”Cykelstierne følger flodernes slyngninger eller er anlagt på nedlagte jernbanestrækninger med en fantastisk udsigt. Du er i nærkontakt med brusende vandmasser, grønne skove, duftende hegn og stejle bjergskråninger. Dagen rundes af med en portion friske, sprøde asparges med en lækker sovs, lidt broccoli, kartofler og en stribe skinke, dertil et glas liflig Mosel-vin. Det er dagens højdepunkt.”
Leitra ude i verden
På Azorerne med Portugals højeste bjerg, Pico, i baggrunden, står der en Leitra med hjælpemotor og troner, når den ikke triller vejene tynde. Den blev bestilt af en portugisisk kvinde, der godt kunne se fidusen i at have en miljøvenlig mikrobil. Siden sidste sommer har der kørt en lille blå Leitra rundt på Færøerne. I Brisbane, Australien, drøner Karl Villy rundt i sin specialbyggede Leitra på 9. år. Så hvis du en dag befinder dig i en fjern afkrog af verden, måske i USA eller Fjernøsten, så vid at Carl Georg har solgt Leitra’er til ca. 15 lande, og send ham en venlig tanke.
For 15 år siden fløj Carl Georg til Minneapolis med en Leitra.
”Jeg cyklede til Kastrup lufthavn, skilte den ad og tjekkede den ind som ’odd size luggage’. Jeg har også fløjet en Leitra til Los Angeles i 00’erne. Og engang lejede jeg et privatfly og fløj en til London. Det kunne ikke betale sig at sende den. Jeg landede på en af de her Battle of Britain lufthavne, hvor kun små privatfly kan lande. Kontroltårnet var lavet om til en børnehave. Så cyklede jeg ind til London, og længe før jeg ankom til London, kunne jeg dufte fish & chips.”
Tilbage i Ballerup skriver han i øjeblikket på en artikel om cykelsikkerhed, et vigtigt emne, som også har haft stor betydning i produktionen af hans Leitra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *