Jobjagt på rådhuset
Jobmatch-Ballerup.jpg
Madudbringningsfirmaet Just-eat er på udkig efter 300 nye medarbejdere og derfor var de mødt frem på Ballerup Rådhus, hvor,en række kandidater fra flere kommuner bød sig til. Foto: Pressefoto
Arbejdspladser Ballerup Rådhus var sidste onsdag omdannet til et stort mødested mellem mennesker, der ledte efter et personligt match. Det handlede om et stort jobarrangement, hvor 300 stillinger skulle besættes.

Flere brancher er i øjeblikket på intensiv jagt efter mere arbejdskraft. Det gælder også take away-området, der på grund af corona har fået ekstraordinært travlt med at levere mad til døren.

Onsdag i den forgangne uge var ledige kandidater fra Ballerup Kommune og en række hovedstadskommuner derfor inviteret til Ballerup Rådhus. Her kunne de møde repræsentanter fra madudbringningsvirksomheden Just Eat, som lige nu har brug for at ansætte over 300 nye medarbejdere i Danmark. Håbet er, at nogle af dem kan findes i Ballerup og omegnskommunerne.

Det er Arbejdsmarkedscentret i Ballerup Kommune, der er tovholder på opgaven med at matche de ledige borgere med Just Eat, og det er der god grund til.

”Vores ypperligste opgave er at matche ledige borgere med virksomheder. Da muligheden bød sig for at hjælpe med at rekruttere i så stor en skala på én gang, sprang vi hurtigt til for at hjælpe – selvfølgelig under forudsætning af at vi kan skabe det rigtige match mellem dem og virksomheden”, siger Henrik Rosenkilde, der er leder af virksomheds- og tilbudsservice i arbejdsmarkedscentret i Ballerup Kommune.

Samarbejde på tværs

300 stillinger er en ordentlig mundfuld at skulle gabe over, og derfor har Arbejdsmarkedscentret også måtte kigge ud over kommunegrænsen for at finde ledige kandidater.

”Der er tale om rigtigt mange stillinger. Vi kan ikke besætte dem alle med Ballerup-borgere. Derfor aktiverede vi vores kommunale netværk, kaldet Hovedstadens Rekrutteringsservice. De responderede positivt, og derfor var der også indkaldt flere ledige kandidater fra andre kommuner, som forhåbentlig kan se frem til et job. Vi tænker ikke i kommunegrænser i denne type af opgave. Vi hjælper hinanden på tværs og har fokus på vores fælles bedste for ledige borgere og virksomheder,” siger Henrik Rosenkilde.

Politisk fokus

Også i erhvervs- og beskæftigelsesudvalget i Ballerup Kommune er der glæde over, at Ballerup har valgt at tage stafetten og være tovholder i arbejdet med at matche ledige borgere med de mange ledige stillinger.

”Match-arrangementet er helt i tråd med Ballerup Kommunes nye beskæftigelsesstrategi. I strategien er der endnu større fokus på det virksomhedsrettede arbejde. I første kvartal af 2021 har medarbejderne i arbejdsmarkedscentret eksempelvis haft 4000 virksomhedskontakter. Vi kan se, at det opsøgende og ihærdige arbejde virker, og jeg håber, at det lykkes at lande en masse jobaftaler i forlængelse af match-arrangementet,” siger medlem af erhvervs- og beskæftigelsesudvalget Johan Müller (A)., som var med på dagens arrangement, der altså var en af de strenge Ballerup Kommune spiller på, når der skal gøres en indsats for at skabe bedst mulige resultater på jobområdet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *