Forældre frygter besparelser i specialklasse
Skoleproblemer-05-24-21-scaled.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

8-årige Ida er rigtig glad for den specialklasse på Hedegårdsskolen, hun er kommet i. Men hendes forældre frygter, at planlagte besparelser vil gå hårdt ud over hendes hverdag, læring og fremtid og i sidste ende også koste samfundet dyrt. Foto: Kaj Bonne.
Besparelser En specialklasse for blandt andet ADHD-elever på Hedegårdsskolen skal spare på voksentimerne på grund af faldende elevtal. Men forældrene frygter for børnenes fremtid og trivsel, hvis besparelserne gennemføres.

8-årige Ida fra Skovlunde er en glad og frisk pige, som hver dag går i skole og som udvikler sig helt fantastisk i det klassefællesskab, hun går i. Sådan som det burde være for alle, der går i skole.

Men sådan har det ikke altid været.

I de første par år af hendes skolegang var det noget ganske andet. Hun mistrivedes og det gik dårligere og dårligere og hendes forældre, Jakob og Hanne Hager, kunne kun se bekymrede til.
Ida har nemlig ADHD og gik i en almindelig klasse på Thomasskolen og selvom der var relativt få elever i klassen, (22, red.), så kunne Ida ikke klare den til tider hektiske hverdag, som er i en almindelig skoleklasse.

Men i efteråret 2020 fik Ida så en plads på Hedegårdsskolen i et specialtilbud målrettet elever med blandt andet ADHD og generelle indlæringsvanskeligheder. Siden er hun blomstret op, til forældrenes store glæde. Men nu har Ballerup Kommune bebudet besparelser i klassen, hvor der blandt andet skal skæres en pædagog og en lærer væk.

Og det kan få fatale konsekvenser for Ida og hendes klassekammerater, mener forældrene.

Store konsekvenser

”Vi fik tilbuddet i specialklassen og det var vi rigtig glade for. Vi var til samtale på skolen inden Ida begyndte, men fik intet at vide om, at der rent faktisk var en besparelse på vej. Det var rent tilfældigt, at vi fik det at vide på en skole-hjem samtale. Det er ikke i orden, at man ved, at der kommer en besparelse, og ikke fortæller os det. Samtidig er det en voldsom besparelse, der kan få store konsekvenser for eleverne,” siger Jakob Hager. Forældrene mener, at besparelsen kan blive langt dyrere på længere sigt for kommunen.

”Man sparer omkring 30 procent af undervisningskapaciteten væk. Det er 34 voksentimer. Det er meget voldsomt. Det kan betyde, at klassen, der ellers er rigtig velfungerende og vores datter, slet ikke kan finde den ro og få den læring, som man ellers har fået i klassen. Hun risikerer igen at blive dårligere og måske skal hun i et andet og langt dyrere tilbud. Det er rigtig kortsigtet og det kan også få konsekvenser for Ida de andre børns fremtid,” siger Hanne Hager, som i sin egenskab af læge henviser til en undersøgelse, der viser, at kun 4 ud af 10 elever med en psykiatrisk diagnose får en ungdomsuddannelse.

Dyrt for samfundet

”Man risikerer, at sende regningen videre i systemet og at de slet ikke får en uddannelse, hvilket jo er rigtig dyrt for samfundet;” siger Hanne Hager.

Forældrene ved ikke, hvad de vil gøre, hvis besparelsen bliver gennemført fuldt ud, men de tænker allerede i alternativer.

”Det kan være andre kommuners tilbud eller Kasperskolen, selvom det jo ikke er en skole til børn med den slags udfordringer. Men vi vil ikke udsætte Ida for flere skift, for det er jo netop trygheden og den hverdag hun har i skolen nu, der fungere for hende,” siger Jakob Hager.

Formanden for børne- og skoleudvalget i Ballerup Kommune, Peter Als (A), kan godt forstå forældrenes frustrationer.

Vil i dialog

”Det er en to år gammel besparelse som først er blevet udmøntet nu. Det er overraskende også for os, at det sker på denne måde. Vi har været åbne overfor andre løsninger, men der er et lavere optag og derfor er det vigtigt at se på økonomien, blandt andet antallet i klasserne. Men vi vil gerne i dialog om sagen og se, om vi kaj finde nogle løsninger, men det er vigtigt for mig at sige, at tingene skal hænge sammen, så jeg kan ikke love noget. Men vi vil gerne undersøge det igen,” siger Peter Als.

Siden er en del af besparelsen trukket tilbage og man har undladt besparelsen på en pædagog.

”Det er vi naturligvis glade for. Det er stadig en stor besparelse, men det er da på rette vej,” siger Jakob Hager, som stadig håber, at man dropper besparelsen helt, så man kan bibeholde en velfungerende klasse, der giver blandt andet deres datter den ro og stabilitet i hverdagen hun har brug for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *