Ballerup vil bygge ved BRT-linjen
Malmparken-4-copy-1.jpg
Den nye BRT-buslinje skal efter planen køre blandt andet her fra Malmparken Station og ud til de omkringliggende erhvervsområder. Foto: Arkivfoto
BYGGERI: Ballerup Kommune er interesseret i at kunne bygge stort langs med de planlagte BRT-hurtigbuslinjer. Derfor har man nu lagt en ansøgning ind hos indenrigs- og boligministeriet. Med den nye trafikplan for hovedstadsområdet er der lagt op til en række nye trafikale tiltag i fremtiden. Det er blandt andet anlæggelsen af en ny såkaldt BRT-linje, der […]

Ballerup Kommune er interesseret i at kunne bygge stort langs med de planlagte BRT-hurtigbuslinjer. Derfor har man nu lagt en ansøgning ind hos indenrigs- og boligministeriet.
Med den nye trafikplan for hovedstadsområdet er der lagt op til en række nye trafikale tiltag i fremtiden. Det er blandt andet anlæggelsen af en ny såkaldt BRT-linje, der er en hurtigbusrute igennem blandt andet Ballerup.
Den har til formål at transportere pendlere hurtigt fra stationen til de omkringliggende erhvervsområder i eksempelvis Lautrup.
Men for kunne gøre områderne endnu mere attraktive for omverdenen, vil en række kommuner have lov til at bygge større byggerier langs buslinjerne og derfor har blandt andet Ballerup Kommune lagt billet ind i en forsøgsordning oprettet af indenrigs- og boligministeriet, der netop kan give,lov til at bygge langs linjen.
Op til tre steder
Forsøgsordningen skal understøtte etableringen af de første BRT-linjer i hovedstadsområdet ved at muliggøre intensivt byggeri i konkret udpegede områder langs linjerne. Derudover skal forsøgsordningen være med til at belyse, om de mange daglige brugere af nyt byggeri vælger BRT-busser frem for bilen.
Kommunerne i hovedstadsområdet kan søge om mulighed for at opføre større byggeri ved op til tre standsningssteder på op til tre BRT-linjer, det vil sige ved maksimalt ni standsningssteder. Større byggeri kan for eksempel være store kontorkomplekser eller hotel- og konferencecentre.
Ved ansøgningsfristens udløb den 30. juni havde fem kommuner søgt om tilladelse. Udover Ballerup Kommune drejer det sig om Hvidovre, Rødovre, Gladsaxe og Høje Taastrup kommuner. Desuden har ministeriet også modtaget en interessetilkendegivelse fra Ishøj Kommune.
Efter sommerferien vil indenrigs- og boligministeren sammen med transportministeren beslutte, hvilke kommuner, der får et betinget tilsagn om at kunne opføre større byggeri. Et endeligt tilsagn kan opnås, når der er truffet bindende beslutninger om finansiering, placering, anlæg og drift af BRT-linjerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *