Anders Kofoed hjælper med at finde meningen med livet
Anders_Kofoed_Meningen_02-scaled.jpg

Under Ballerups himmel bliver der tænkt mange tanker, og nogle af dem har Anders Kofoed nedfældet i sin nye bog ’Meningen med livet’.

Under Ballerups himmel bliver der tænkt mange tanker, og nogle af dem har Anders Kofoed nedfældet i sin nye bog ’Meningen med livet’. Foto: Mia Lundholm
BOGUDGIVELSE: Sæt dig godt til rette i yndlingslænestolen. Biolog Anders Kofoed har siddet i Hareskovens forhave, Egebjerg, og forfattet bogen: Meningen med livet. Ligesom så mange andre har Anders Kofoed haft tid i kalenderen under et nedlukket corona-samfund, og for ham var det oplagt at gå i gang med at skrive den bog, der har ligget […]

Sæt dig godt til rette i yndlingslænestolen. Biolog Anders Kofoed har siddet i Hareskovens forhave, Egebjerg, og forfattet bogen: Meningen med livet.
Ligesom så mange andre har Anders Kofoed haft tid i kalenderen under et nedlukket corona-samfund, og for ham var det oplagt at gå i gang med at skrive den bog, der har ligget ham på sinde i tre årtier.
Hovedpersonen er os – ’Menneskedyret fra fødsel til død – og lidt efter’ og bogen er skrevet for alle der opnået en teenagers selvforståelse, er midt i livet eller har levet et helt liv – alle vil kunne spejle sig i de sjovt vinklede faktuelle betragtninger og sammenligninger med dyrenes adfærd.
Skriveprocessen tog næsten to år, med mange gåture i Hareskov og i nabolaget i Egebjerg, hvor tankerne og ideerne faldt på plads.
Humor er vigtig
De fleste af os har på et tidspunkt trukket på smilebåndet, når Biolog og naturformidler, Anders Kofoed, i bedste sendetid kommer med en betragtning fra dyrenes verden i en pudsig vending. Han kan noget med ordene og gør sig nogle sjove betragtninger.
”Humoren er sindssyg vigtig, vi husker bedre, når det er lidt muntert, og vi er heller ikke alene om humoren, menneskeaber, hunde og elefanter har også humor,” faktuel information er en af Anders Kofoeds store styrker.
Tidligere har han udgivet bøger om dyr, men i hans nyeste bog er mennesket i centrum, og som i en velkendt Shu-Bi-Dua tekst, flyder ordene så let som i sangen, ’Hvem mon man er?’ og Anders Kofoed vil ikke afvise, at du måske har været en gulerod engang.
”Alt, hvad du er bygget af, er siden da blevet brugt og genbrugt igen og igen. Så før du blev til, var du et stjerneskud, et puslespil af genbrugsbrikker, og det kan ikke udelukkes, at du på et tidspunkt har været en gulerod, for alle grundstoffer genbruges igen og igen. Tænk på det næste gang, du tager et glas vand. For årtusinder siden var det måske dug på en sommerfuglevinge. I kridttiden fossede det måske ud af bagenden på en dinosaur. I fire milliarder år er vandet på Jorden blevet brugt og genbrugt, uden at nyt er kommet til. ” skriver han i bogen.
Anders Kofoed skaber med sine betragtninger en skæv vinkel på tingene og med sin humoristiske tilgang til livet, maler han billeder for vores indre beskuer, som sætter sig fast på nethinden. En helt anderledes oplevelse, end hvis vi får serveret samme fakta i en fagbog, eller en naturudsendelse. Med hans fortælling og koblingen til vores folkekære Shu-Bi-Dua tekst, vil informationen om genbrugen af vandet plante sig solidt i hukommelsen i baghovedet.
Vi er ikke alene!
Som den dyreekspert han er, drager Anders Kofoed i bogen sine berømte paralleller til dyrenes univers. Vi mennesker er ikke alene på Jorden med vores mærkværdigheder. Dyrene kan også: Prærie studsmusen lever lykkeligst i tosomhed. Flagermus pludrer kærligt til deres afkom. Hunde og køer bliver umulige teenagere med utilregnelige handlemønstre. Ja, tænk sig at den bløde lille humlebi kan blive deprimeret.
”Vi er ikke alene! Vi kan spejle os i 10 millioner andre dyr på planeten, og mange af deres handlinger ligner vores. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi forstår os selv. Vi opdager, at vi ikke er alene, og vi forstår pludselig, hvorfor vi gør de besynderlige ting, vi gør”.
Og nej, som læser får du ikke et endegyldigt svar på HVAD meningen med livet er. Og dog. Måske finder du lige netop dit svar på DIN mening, når du fordyber dig i bogen.
”Der er 8 milliarder svar eller ingen. Meningen med mit liv er jo Mette og vores to børn, Alfred på otte og Ingrid, der lige er fyldt fem år. Bogen har nok en slagside til den 40-årige far, som jo er mig, og så har jeg lånt kærestens indblik i det at være kvinde og blive mor. Det er vildt fascinerende hvordan et par som skal være forældre synkroniserer tankemønstre, ” og Anders Kofoed forklarer om dufte, hormoner og hvorfor manden udvikler den fysiologiske bløde ’far-krop’ efter at være blevet far.
Større forståelse
Undervejs i skriveprocessen faldt der nogle ting på plads for Anders Kofoed.
”Som udgangspunkt havde jeg en forestilling om at skulle tage et mildt opgør med dem der har en mening om religion eller krystalhealing, men undervejs fandt jeg frem til, at jeg ikke kunne gøre mig til dommer over det som måske var andre menneskers mening med livet, så jeg skiftede standpunkt undervejs.”
Anders Kofoed har trukket på andre eksperters viden i bogen, og synes at det har været spændende at lære om hjernen og bevidsthed.
”Hver gang vi sover sker der en bevidsthedsændring, og jeg synes at det er sjovt, at du vågne op og vælger at være dig. Du kunne jo i princippet vågne op og vælge at være en anden. Vi vender tilbage til fortællingen om os selv, og jeg synes, at det er en sjov tanke, at man kan præge sin egen fortælling.”
Meningen i fremtiden
”Jeg skal skrive flere bøger og lave tv. Jeg arbejder sammen med Sebastian Klein om noget med natur og børn. Så synes jeg at far-rollen fortjener mere opmærksomhed end den har fået i bogen. Jeg er også fascineret af døden – hvad er det for noget?” Anders Kofoed er godt i gang med nye projekter.
I 2019 var Anders med Mette og børnene på tur til Ghana, hvor det blev meget tydeligt for dem, at havskildpadden havde brug for hjælp. Projekt Alfreds skildpadder opstod da Anders’ søn Alfred købte en skildpadde fri for 15 kr. og de fulgte den tilbage til Atlanterhavet. At kæmpe for havskildpadderne giver også mening i livet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *