Minimumsnormeringer er kun på papiret
Debat I seneste udgave af Ballerup Bladet kunne vi læse, at normeringerne i Ballerups dagtilbud er i bedring.

Det er positivt, at der er tilført midler til 0-6 års området de senere år, men jeg og SF mener, at der er lang vej endnu.

Når det konstateres, at man i Ballerup har opnået minimumsnormeringer, så er det korrekt ifølge de opgørelser som pt., bruges – for eksempel fra Danmarks Statistik. Det lyder godt, men desværre er det ikke den virkelighed som forældre, børn og personale oplever.

På gulvet, ude hos børnene, kan mange forældre og personale nemlig ikke genkende den nævnte normering. Det er et kæmpe problem, for hvis ikke der er det antal voksne ude hos børnene som opgørelsen siger – ja, så er tallene jo misvisende og derfor svære at bruge til noget.

Vi mangler stadig pædagogisk personale i vores dagtilbud. Det skal vi have gjort noget ved. Derfor skal vi investere yderligere på 0-6 års området i Ballerup, så vi rent faktisk får minimumsnormeringer – og mere til. Ikke på papiret, men i virkeligheden.

Det er det forældrene har råbt op omkring siden 2019. En bevægelse, hvor mellem 80.000-100.000 danskere har demonstreret. Forældrene forventer med god grund at se og opleve minimumsnormeringerne konkret i form af flere voksne i deres barns dagtilbud – de forventer ikke at læse en opgørelse som ikke svarer til virkeligheden.

Derfor vil jeg arbejde for at vi i Ballerup sammen med de faglige organisationer finder en måde hvorpå vi kan udregne de reelle normeringer. Og at vi så hurtigt som muligt sikrer, at alle dagtilbudsbørn, forældre og pædagogisk personale rent faktisk til dagligt ser og oplever minimumsnormeringer – i alle Ballerups børnehuse.

Det glæder mig at udvalgsformanden ligeledes italesætter udfordringen og vil gå i dialog omkring hvordan vi løser den.

Jeg og SF er klar til at samarbejde om at finde gode løsninger på, hvordan vi skaber bedre dagtilbud i kommunen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *