Inklusion koster penge
Debat Vi mangler 20 millioner kroner til inklusion og særlige undervisningstilbud.

Det er en direkte konsekvens af at et flertal i kommunalbestyrelsen valgte at spare 15 millioner kroner i 2015 med den nye skolestruktur, hvor skolerne blev lagt sammen og tilbuddene til de børn, der har behov for særlige tilbud blev flyttet rundt. Skolestrukturen var en fejlsatsning på inklusionsområdet og dermed blev de 15 millioner kroner en besparelse. Enhedslisten stemte imod skolestrukturen og vi mener stadig det var en fejl.

Gruppeordningerne er blevet forringet og det vil jeg arbejde benhårdt på at få rullet tilbage.

Uanset hvor mange akademiske øvelser vi politikere beder forvaltningen om at lave, vil de jo aldrig kunne trylle en reduktion af medarbejdere i elevernes hverdag om til flere voksne, der giver dem nærvær, kvalificeret læring og hjælper dem på vej i deres udvikling.

Skolestrukturen har givet os den økonomiske udfordring vi har nu, der tvinger os til at forringe de indsatser der er på det specialiserede område eller lave besparelser på det samlede børneområde.

Det kommer Enhedslisten aldrig til at gå med til. Socialdemokratiet ville have deres skolestruktur – en struktur som vi i Enhedslisten allerede for syv år siden kunne se var et vildskud og det mener vi stadig at den er.

Så nej, vi vil hverken være med til at forringe skoledagen for de mange elever i folkeskolen eller dem, der har behov for særlig undervisning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *