En god pinse for BSF-drengene
BSF-U-13-1.jpg
BSF’s U 13 drenge tog alle stikkene hjem i pinsen og havde en forrygende turnering både på og udenfor banen. Foto: Simon Knudstrup.
Fodbold Både på og udenfor fodboldbanen blev pinsen en kæmpe succes for BSFs U13 drenge.

Med venskab, fællesskab og sammenhold i højsædet i form af sociale aktiviteter, samt flot fodboldspil på banen og hele fem sejre i fem kampe, blev der gjort rent bord.

Drengene indledte med en turneringskamp i Mesterrækken, som blev vundet 5-0. Trænerteamet havde dog sat endnu en kamp op kort efter, så der var ingen tid til afslapning, men det havde spillerne heller ikke brug for idet næste kamp blev vundet 2-0, og så var det ellers tid til hygge lørdag aften.

Aftenen bød på fællesspisning og sociale aktiviteter i form af en gang hjemmelavet fodboldgolf, tovtrækning, høj musik og hygge på anlægget i Ballerup Idrætspark.

Søndag mødte en flok drenge ind med ømme ben til morgenmad klokken otte og kunne se frem til en lang, hård og spændende dag med tre kampe. Her ventede modstandere på Mesterrække-niveau samt et hold helt oppe fra Ligaen – men det var ikke noget der skræmte. Modstanden blev nemlig fejet af banen.

BSF U13 drenge vandt dermed ministævnet og havde en weekend med lutter sejre. En helt fantastisk indsats som blev fejret på behørig vis, og som var kulminationen på et foreløbigt enormt flot forår, hvor holdet spiller med i toppen af Mesterrækken og vandt pinsestævnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *