Beboere plaget af voldsom trafikstøj
Stoejvern-01-22-21-scaled.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Christel Wilms bor på Græsvang, lige ud til Ballerup Boulevard. Hun undrer sig over, at der er bygget støjmur på den enen side af boulevarden men ikke på den anden, især fordi trafikken er blevet tungere og mere tæt. Foto: Kaj Bonne
Støj Beboerne på Græsvang har i årevis levet med trafikstøj fra Ballerup Boulevard. En af dem undrer sig over, at der ikke er støjværn i deres område.

Når man kommer kørende ad Ballerup Boulevard kan man se, at der langs vejen et godt stykke før Skovlunde midt er støjværn på begge sid af vejen. Når man kommer ud af Skovlunde midt er der kun støjværn på den ene side af boulevarden, mens der intet er på siden mod Skovlunde Bypark og længere ud mod Glostrup, hvor en del har haver lige ud til vejen.

Det er blandt andet beboerne på Græsvang og en del af dem er nu begyndt at sætte deres egne private plankeværk op som beskyttelse mod støjen fra den voldsomme trafik, der drøner forbi på boulevarden dagligt.

Ingen mur i 20 år

En af beboerne på Græsvang er Christel Wilms. Hun bor i ’anden række’ på Græsvang med sin mand og tre børn, og er også voldsomt generet af trafikstøjen. Hun undrer sig over, at der ikke er støjmur på denne del af Ballerup Boulevard, når der er på den anden side af vejen.

”Jeg har boet her siden 2000 og der har, så vidt jeg husker, været støjmur på den anden side af Ballerup Boulevard hele tiden. Der er en fin mur op til Netto, så man kan handle i fred og ro. Men på vores side, hvor der ligger en del haver lige ud til vejen, er der intet støjværn. Det undrer mig,” siger Christel Wilms.

Hun efterlyser, at man gør arbejdet færdigt med hensyn til støjen.

Jeg synes det er fint, at der er støjværn på den anden side, der bor jo også en del mennesker i etagebyggerierne. Der er også bygget nye støjmure ind e ved bymidten og det er alt sammen fint. Men hvorfor der ikke er noget her, det forstår jeg ikke. Nu er folk begyndt at bygge deres egne støjværn af høje plankeværk, for bare at få lidt fred fra støjen. Det er rigtig dyrt, men jeg forstår det godt. Vi vil også bygge en udestue, så vi kan sidde mere i fred i vores have, selvom vi bor lidt længer væk fra vejen,” siger Christel Wilms, som pointerer, at trafikken er blevet værre med årene.

Lavere hastighed

”Der er klart mere trafik nu. Det er kommet gradvis og der er rigtig meget tung trafik i myldretiden. Store lastbiler, der larmer voldsomt. Det har vi især opdaget, efter corona, hvor der pludselig var meget stille. Nu er trafikken igen taget til. Samtidig fungerer boulevarden også som racerbane om aftenen og natten. Der bliver kørt ræs, når myldretrafikken tynder ud. Så kan vi også høre på det,” siger Christel Wilms, som efterlyser en generel hastighedsnedsættelse.
”På Frederikssundsvej er der 60 kilometer i timen hele vejen gennem Skovlunde. Hvorfor er der ikke det på Ballerup Boulevard. Man skal køre 50 i midtbyen og lige efter krydset er der 70 i timen. Det inspirerer mange til at give fuld pedal gennem vores område. En nedsættelse af hastigheden kan ikke gøre det ud for en støjmur, men det er da en start,” siger Christel Wilms, som håber, at der vil komme politisk fokus på problemet op til valget.

Kompliceret støj

Ifølge Steen Pedersen, centerchef for by, erhverv og miljø i Ballerup Kommune, er støj en kompliceret ting.

”Der er nogle grænseværdier for støj og på landsplan er 750.000 boliger generet af støj, så det er et udbredt problem. Alle kommuner er hvert femte år forpligtet til at måle og kortlægge den lokale støj og lave en handleplan og det har Ballerup Kommune gjort for et par år siden. Her har man beregnet, at Ballerup heldigvis ikke er så hårdt ramt som andre kommuner. Men det betyder jo ikke, at de mennesker, der bor ved støjen ikke føler det som generende.

Beregningerne viser i øvrigt, at de områder i Ballerup der er mest plaget af støj er Rugvænget i Ballerup og Ballerup Boulevard,” siger Steen Pedersen, som ikke ved, hvorfor man har opført en støjvold på den ene side og ikke på den anden side.

Men det ved formand for teknik- og miljøudvalget, Hella Tiedemann (A).

Fokus på støj andre steder

”Der er ikke sat støjvold op på boulevarden længe og det er fordi vi har vurderet, at der ikke er behov. Det blev i sin tid vurderet, at der var behov på den anden side af boulevarden. Men vi er opmærksomme på støjen og på vores udvalgsmøde den 1. juni har vi faktisk støjindsats på dagsordenen. Det er først og fremmest strækningen ved Kornvænget og ned til boulevarden og Ring 4, der skal gøres noget ved, for det er et meget plaget område. Men stykket ved Græsvang og Boulevarden er også i vores idekatalog. For vi ved, godt, at der er meget støj,” siger Hella Tiedemann såsom samtidig åbner på klem for, at man kan sætte hastigheden ned.

”Jeg så gerne, at vi satte hastigheden ned til 50 kilometer i timen i alle bynære områder i kommunen, men der kræver et samarbejde med andre kommuner og politiet. Men vi er bestemt åbne for at se på det,” siger udvalgsformanden.
Så indtil videre ser det ud til, at Christel Wilms, hendes familie og de andre beboere i området må gemme sig i udestuerne og bag deres hjemmelavede støjhegn lidt endnu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *