Ballerup Bladet udkommer nu under nye ejere
Ballerup-bladet-scaled.jpg
Ballerup Bladet er nu en del af en stor familie - Sjællandske Medier A/S. Men avisen forbliver som man kender den, men med nye muligheder i fremtiden. Foto: privatfoto
Avisnyt Holdet på avisen fortsætter. Det gælder både i redaktionen og i salgsafdelingen. Og avisen forbliver på samme adresse.

Ballerup Bladet blev i denne uge solgt til Sjællandske Medier A/S. Selskabet har købt avisen med henblik på at fortsætte udgivelsen.

Ballerup Bladet vil fortsat udkomme til alle de husstande og kontorer, der modtager avisen i dag.

Salgsafdelingen og redaktionen fortsætter som hidtil, hvilket betyder, at både kunder, kilder og læsere vil møde de samme mennesker som hidtil, når de henvender sig, og når avisens ansatte bevæger sig rundt i området.

Der er ikke umiddelbart planlagt de store omlægninger af Ballerup Bladet. Dog er der en forventning om, at der i forlængelse af overtagelsen vil kunne skabes nye muligheder og synergier, således at både læsere og annoncører over tid vil opleve, at de modtager en endnu bedre avis.

”Vi har solgt Ballerup Bladet i forventning om fortsat at sikre Ballerup en god og relevant ugeavis i et stadig mere presset marked,” siger Mette Hviid Togsverd.

En større handel

Hun fortæller, at handlen er et led i en større ugeavishandel, hvor familien Togsverd også har solgt sine fire øvrige ugeaviser – Brønshøj-Husum Avis, Folkebladet for Glostrup-Brøndby-Vallensbæk, Gladsaxe Bladet og Rødovre Lokal Nyt – til Sjællandske Medier.

Mette Hviid Togsverd, der hidtil har været direktør og ansvarshavende ved Ballerup Bladet, fortsætter som avisens daglige leder og markedsdirektør. Præcis som hun fortsætter ved de øvrige titler som markedsdirektør – nu Sjællandske Mediers markedsdirektør for området Storkøbenhavn.

”Sjællandske Medier glæder sig over at overtage de fem lokalt stærkt forankrede ugeaviser med henblik på at sikre borgerne i de fem områder en fortsat god og relevant dækning af lokale forhold og samtidig tilbyde annoncørerne et på sigt forhåbentlig endnu stærkere annoncemedie,” siger adm. direktør Jens Nicolaisen, Sjællandske Medier.

Fremadrettet vil de nyerhvervede ugeavisers kunder eksempelvis få flere nye annoncemuligheder i nabo-kommuner og i hele Sjællandske Mediers udgivelsesområde med mulighed for mængderabat.

Ny ansvarshavende chefredaktør for Ballerup Bladet bliver ansv. chefredaktør ved Sjællandske Medier Bente Johannessen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *