Aktiv Center – et levende hus
Debat Aktiv Center Ballerup er igen åbnet for pensionister, der gerne vil være sammen med andre omkring alverdens sociale aktiviteter.

Det er et dejligt levende hus, hvor der er plads til alle. Huset tilbyder spændende aktiviter, fællesskaber og sociale oplevelser for seniorer i Ballerup kommune.

Jeg har netop været til det første brugerrådsmøde i huset, i meget lang tid. Her fortalte medlemmerne, hvor glade og taknemmelig de er for at Aktiv Center Ballerup igen er åbent. De har virkelig savnet både hinanden og de mange aktiviteter. De er dog lidt bekymret for om alle nu vil vende tilbage og derfor skal der her lyde et “opråb” om, at Aktiv Center Ballerup igen er åbnet efter corona. Vi skal naturligvis stadig passe godt på os selv og hinanden – holde den anviste afstand, vaske hænder og bruge håndsprit m.m. Det kommer vi sikkert til at skulle huske på og gøre resten af året.

De aktive seniorer og pensionister i huset, vil både hilse tidligere og nye brugere velkomne. De vil meget gerne give dig en rundvisning og fortælle mere om husets mange muligheder. Du er velkommen til at kontakte Aktiv Center Ballerup på telefon 44773840.

Aktiv Center Ballerup har sin egen cafe, som tilbyder skønt hverdags smørrebrød og dagens lune/varme ret med mere. Desuden mødes mange omkring en kop kaffe og kage, som cafeen selv står for.

Der tilbydes forskellige aktiviteter, så har du lyst til at bevæge dig i gymnastiksalen, være kreativ på et af værkstederne, spille billard eller blot mødes til en snak over et spil kort, en kop kaffe, et strikketøj eller lign, så er det bestemt også en oplagt mulighed.

På Brugerrådsmødet blev der talt om tiden under corona, men fokus var på tiden efter corona. Der er gode ideer til nye aktiviteter for eksempel seniordans, fredagsbar, grillfest, fødselsdagsfest og sågar var der allerede snak om det kommende Julemarked med mere.

Huset er naturligvis nemt og tilgængelig for alle pensionister og er derfor også indrettet både ældre- og handicapvenligt.

Aktiv Center Ballerup ligger på Rolighedsvej 12 i centrum af Ballerup, tæt på Ballerup S-tog station og så kører Servicebusserne 834 og 835 lige til døren. De glæder sig til at se dig og du må meget gerne tage din partner, nabo, veninde/ven eller en god bekendt med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *