Tilsyn giver Ballerup gode karakterer
Plejecenter-copy.jpg
Blandt andet plejecentrene i Ballerup Kommune får hvert år faglige og uafhængige tilsyn. Nu er tilsynet for 2020 offentliggjort og det giver gode skudsmål trods et udfordrende corona-år. Foto: Arkivfoto
Tilsyn Det årlige uvildige tilsyn på pleje- og omsorgsområdet har give gode skudsmål til Ballerup Kommune, trods et udfordrende corona-år. Det er især trivsel, medinddragelse og måltider, der er i fokus.

En gang om året får Ballerup Kommune uanmeldt fagligt tilsyn af et eksternt firma, der vurderer, hvordan det står til på kommunens plejecentre, dagtilbud og hjemmepleje.

I 2020 var det firmaet Evidentia, der kiggede forbi på blandt andet de syv plejecenter i kommunen og det var generelt en god tur.

Konklusionen lød, at ’alle enheder er velfungerende og leverer serviceydelser af god kvalitet. Det er tryghedsskabende for både borgere og pårørende, at borgerne kan få den hjælp, som de har behov for’.

Det glæder leder af pleje- og omsorgsområdet i Ballerup Kommune, Susanne Bettina Jørgensen.

”Vi er rigtig glade for den respons og vi arbejder også hårdt for at holde den standard, vi har. Det betyder ikke, at alt er perfekt, men vi er selvfølgelig tilfredse med den gode vurdering,” siger hun.

Det er især den daglige trivsel, beboernes indflydelse, arbejdsmiljøet og ikke mindst måltiderne,
der er i fokus under tilsynet.

Pleje er tryghed

”Der kan sagtens være udfordringer i forhold til måltiderne. Hvis bare en enkelt person ikke bryder sig om måltidet, så kan det give anledning til bemærkninger og smag er jo forskellig. Så vi tager måltiderne seriøst. Der er også stor fokus på omgangstonen og inddragelse af beboerne i hverdagen,” siger Susanne Bettina Jørgensen.

Det gode tilsyn er også noget, der vækker glæde politisk.

”Pleje og omsorg handler om tryghed og tillid. Derfor er jeg også glad for, at de uanmeldte eksterne tilsyn viser, at det overordnet går godt med plejen af vores ældste samt mest sårbare borgere. Jeg er klar over, at der i den praktiske hverdag kan opstå situationer, der kunne have været løst på anden vis, men de eksterne tilsyn viser, at det generelle indtryk af plejen er tilfredsstillende,” siger borgmester Jesper Würtzen (A).

Svært corona-år

2020 har været coronaens år og beboerne på plejehjem var de mest udsatte. Derfor har restriktionerne været hårde på plejecentrene i stort set hele 2020, men det har man ifølge tilsynet også håndteret ganske godt.

”Vi har på plejeområdet været hårdt ramt af restriktioner og det har været hårdt for både beboere og personale. Men vi har faktisk håndteret det ganske godt, hvilket tilsynet også har kigget på. Vi har forsøgt at lave andre aktiviteter end vi plejer og vi har brugt de digitale muligheder meget,. når beboerne ikke kunne møde deres pårørende fysisk. Det har de ældre generelt ikke nogen problemer med. Det er naturligvis ikke det samme som at se folk fysisk, men det har fungeret godt. Det har faktisk været personalet, der har været mest skeptisk overfor brugen af virtuelle møder,” siger Susanne Bettina Jørgensen, som godt kan forestille sig, at man i en vis grad kan bruge de digitale løsninger fremover, så beboere kan se mere til familiemedlemmer, der måske opholder sig eller bor langt væk.

Også hos formanden for social- og sundhedsudvalget i Ballerup Kommune, Lolan Marianne Ottesen (A), er der glæde at spore over coronahåndteringen.

”Det seneste år har stillet ekstra store krav til området på grund af corona. Derfor er det også meget opløftende at konstatere, at tilsynet i år slår fast, at corona-situationen er håndteret meget tilfredsstillende på enhederne. Det er meget glædeligt, for det har bestemt ikke været en nem opgave at navigere i, siger Lolan Marianne Ottesen.

Følger op

Det er kommunalbestyrelsens ansvar at føre tilsyn med kommunens tilbud, og det gør de altså ved, at der hvert år bliver foretaget disse uanmeldte faglige tilsyn af et eksternt firma, som er uafhængig af Ballerup Kommune. Firmaet foretager blandt andet interviews af ledere, medarbejdere, beboere og pårørende. Derudover bliver der også lavet fysiske observationer af interaktionen mellem beboerne og de ansatte.

Bliver der i tilsynene fundet udviklingspunkter, der kan finjusteres, bliver der udarbejdet konkrete handleplaner, som ledelsen de enkelte steder forpligter sig til at følge op på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *