Nyt trafikudspil er godt for Ballerup
Ballerup-Station-4-1.jpg
Et nyt trafikudspil fra regeringen tilgodeser Ballerup, hvis det falder på plads. Der er blandt andet tale om BRT-busser, udvidelse af Ring 4 og forlængelse af Frederikssundsmotorvejen og en forøgelse af S-togsafgange. . Foto: Arkivfoto
Trafik Regeringens nye infrastrukturplan indeholder flere elementer, der er gode for Ballerup. Især satsningen på BRT og forlængelse af motorvejen glæder lokalt.

Et udspil på trafikområdet til omkring 160 milliarder kroner skal gøre det mere attraktivt at bruge den kollektive trafik og samtidig gøre det lettere at komme med privatbil rundt i området.

Regeringens udspil skal nu forhandle med de øvrige partier i Folketinget, men der er et par af elementerne i udspillet , der vækker stor glæde blandt de lokale politikere.

Der bliver blandt andet lagt op til, at der skal etableres en hurtigbuslinje, den såkaldte BRT-bus, der skal køre langs Ring 4. Samtidig vil man automatisere S-togene og udvide antallet af afgange samt udvide Ring 4 fra Ballerup til Hillerød og forlænge Frederikssundsmotorvejen.

Det lokale folketingsmedlem Kasper Sand Kjær (A), har talt varmt for, at man fik tilgodeset Ballerup.

Køre som Metro

”Der har været store udfordringer i de senere år i Ballerup med flere beboere og mange der arbejder i kommunen og i området, så det glæder mig,. at der er flere tiltag, der tilgodeser Ballerup. Især BRT-planerne, udvidelsen af Ring 4 og forlængelsen af Frederikssundmotorvejen er jeg glad for, at man vil gøre noget ved. Nu er det stadig tidligt i processen og det skal forhandles på plads, men planen er rigtig god, fordi den tilgodeser både den kollektive trafik og biltrafikken,” siger Kasper Sand Kjær.

Han glæder sig også over, at man vil øge afgangene for S-togene.

”Med et øget antal s-togsafgange vil det næsten komme til at køre som en Metro. Der er desuden sat penge af til bekæmpelse af støj langs de store veje. Så det er en plan, der er god for Ballerup,” siger Kasper Sand Kjær.
Planen glæder også borgmester Jesper Würtzen (A).

God lokal løsning

”Det er en god plan, som vi kan være tilfredse med i Ballerup, hvis det bliver forhandlet p plads. Jeg er især glad for bedre og hurtigere s-togsdrift og BRTplanerne. Det er netop en løsning, som vi har snakket om i kommunen. Også forlængelsen af Frederikssundsmotorvejen og udvidelsen af Ring 4 er noget, som vi er glade for. Nu må vi se, hvad det ender med, men udspillet er i hvert fald som udgangspunkt godt for Ballerup,” pointerer borgmesteren.

Den store infrastrukturplan skal efter planen være gennemført i 2035.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *