LSF tog sejren på Amager
fodbold På trods af lyn og torden – og en 45 minutters udsættelse – blev det en rigtig god dag for LSF på Amager mod B1908.

Gæsterne kom til en afslutning da Kristian efter 9. minutter sendte bolden indover, men desværre lige en kende for høj.

Og så tog hjemmeholdet over. De kom godt over kanterne og LSF havde deres besvær med at dæmme op for deres tunge pres. De blev i det 11. minut spillet tynde, men her vidste Bjerregaard i målet klassen og fik afværget.

I det 20. minut var der så koks i LSF-forsvaret og en B 1908-spiller stod helt fri alene med ”Bjerre” der igen reddede.

Men så tog gæsterne over. Bolden blev nu flyttet godt rundt og i det 27. min. var der ”kasse”.
Kristian Larsen sendte bolden indover og her fandt han Jacob Lind der satte hovedet på og så stod det 1-0.

Nu var gæsteholdet på. De stod godt på banen og fik etableret gode opspil. I det 36. minut fik Emil Kjærsgaard den glimrende ide at skyde på mål. At han så skød ret langt ude fra overraskede keeperen og bolden sad helt oppe i trekanten.

Nu skinnede solen og det gjorde den til dels også på Smørumdrengene. Der blev spillet rundt og de havde kampen under kontrol. Indtil det 56. minut. Et godt opspil i deres højre side og pludselig var en 1908’er alene med ”Bjerre” og scorede.

Gæsterne bevarede dog fatningen. Der blev spillet fornuftigt og da B 1908 igennem hele kampen spillede lange bolde frem, så blev der korrigeret for det og de blev vel ikke rigtigt farlige .

Det giver næsten sig selv, at når modstanderne satser giver det huller bagude. Og det gjorde det også her. LSF havde en del chancer, men det forløsende tredje mål kom først i det 89. minut Et godt opspil i det venstre side endte hos indskiftede Thyge, der lagde den tilbage til Frederik som hamrede det sidste søm i kisten til en fortjent 3-1- sejr. til gæsterne fra Smørum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *