Kræmmerfesten er aflyst
Kraemmerfestival-2019-2-copy.jpg
Så festligt kan det se ud. Tusindvis af mennesker plejer at valfarte til Ballerup Kræmmerfestival hvert år. Sidste år satte coronaen en stopper for den fest og i år er restriktionerne igen en partykiller. Foto: Arkivfoto
Aflysning Det bliver endnu et år uden et af kommunens store sommerattraktioner. Ballerup Kræmmerfestival årgang 2021 er aflyst.

Så skal vi til det igen. At fortælle om alt det, man ikke kan.

Denne gang er det et af de helt store lokale tilløbsstykker, der må kaste håndklædet i ringen som følge a corona og restriktioner.

Ballerup Kræmmerfestival må for andet år i træk trække stikket og aflyse sommerens fest.

Efter intense diskussioner i bestyrelsen besluttede man i den forgangne uge, at det ikke vil være muligt at afholde årets begivenhed.

Ikke praktisk muligt

”Med et forsamlingsloft på 500 mennesker på et kræmmermarked af vores størrelse, med 250-300 forud bookede kræmmerstader, vil alene personalet i staderne udgøre en større gruppe end de gæster, vi kan invitere. Selv om vi hegner hele området ind, som vi plejer, hvilket er cirka 400 gange 300 meter, altså omkring 12 hektar, er vi stadig begrænset af dette påbud. Dertil kommer, at vi i vores festivaltelt normalt rummer 1.400 – 1.700 mennesker til koncerter, og påbuddet, gældende frem til 31. juli ville betyde, at vi skulle dele teltet op i fire zoner, hvor vi skulle sætte bænke ind, som vores gæster skal sidde fast på under koncerterne. Arbejdet med at skabe dette set up plus logistikken omkring barer og toiletfaciliteter løber op i så mange mandetimer og leje af materialer, at vi ikke ser årets kræmmerfestival praktisk gennemførlig,” siger formand for Ballerup Kræmmerfestival, Morten Løgager.

Udover de praktiske forhindringer er der også et problem med de frivillige.

Frivillige udfordringer

”Der er mange af vores frivillige der enten ikke tør komme eller som ganske enkelt ikke er uddannet til at leve op til de mange regler og krav, der bliver stillet op. Vi er underlagt de samme regler som i detailbranchen og restauranter og det er vores frivillige ganske enkelt ikke uddannet til at håndtere. Dertil kommer endelig, at vi også risikerer, at det bliver regnvejr,. Så med alle de faktorer, er det en umulig opgave,” siger Morten løgager, som frygter, at de frivillige ikke vil komme tilbage efter endnu et år uden det hårde, men også givende arbejde med kræmmerfestivalen.

”Det er rigtig frustrerende, når man rigtig gerne vil gøre noget for andre mennesker. Men nu må vise fremad mod 2022 og håbe, at det måske bliver en sommer uden de samme udfordringer,” siger Morten Løgager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *