Gode normeringer til Ballerup
Debat Corona har fået skylden for meget, og berettiget, men den har også lært os meget – blandt andet på dagtilbudsområdet.

Her fik det pædagogiske personale, børn og forældre i foråret og sommeren 2020 som en del af dagtilbuddenes genåbning for en stund lidt af det, som der er blevet råbt på i flere år i form af markant bedre normeringer til små børnegrupper.

Jeg arbejder selv i et af Ballerups dagtilbud og kunne på nærmeste hold se på børnene hvilken forskel normeringen gjorde. Endelig havde jeg og mine kolleger de muligheder for at skabe den hverdag, som vi til dagligt savner. Det var et bedre dagtilbud at være barn i – og effekten var tydelig.

Færre konflikter, mere ro, tid til nærvær, nærhed og omsorg, mere fordybelse og bedre tid til pædagogiske aktiviteter, samt mulighed for at understøtte børn der har det svært. Det oplevede jeg – og en undersøgelse foretaget af BUPL i perioden viste det samme.

Desværre varede glæden kort. Den kritisable normering er tilbage. Personalet løber for stærkt og kommunens dagtilbudsbørn har for få voksne. Det vil jeg have ændret. Jeg mener ikke at den gode oplevelse fra genåbningen skal være en enlig svale, men bør blive ny hverdag i Ballerups dagtilbud.

Undersøgelserne og erfaringerne fra perioden med gode normeringer er så tydelige som noget kan være. Det skal vi ikke se bort fra. Tværtimod. Det skal vi handle på – og handle lokalt, da midlerne fra staten ikke gør det alene og slet ikke kommer hurtigt nok.

Forældrene var en kæmpe hjælp i den helt særlige situation omkring genåbningen. De og personalet gik forrest for at skabe de bedst mulige rammer. Det skal de have en kæmpe tak for.

Nu er det tid til at politikerne går forrest og skaber rammerne for et bedre børneliv i Ballerups dagtilbud. Jeg stiller op til kommunalvalget og vil arbejde hårdt for at børnene får flere voksne, og at det pædagogiske personale får flere kolleger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *