Formynderi dræber kræmmerfesten
Debat Jeg er træt.

Mest fordi jeg jo grundlæggende er uenig i den overformynderiske tilgang den nuværende regering har til at sikre os danskere mod kaotiske tilstande, som vi ser i andre lande.

Jeg er af den opfattelse at den største del af vores befolkning i dette land tager vare på sig selv og deres omgangskreds, og at de med de rette informationer vil kunne holde smitte udviklingen nede.

I stedet har den siddende et-partis regering og deres støttepartier siden marts 2020 valgt at være kontrollerende, begrænsende og magtfuldkomne.

Farvel til personligt ansvar, friheden og muligheder for virksomheder og entreprenante.

Hvert år har vi i uge 29 kunne glæde os til at mødes på Ballerup Kræmmerfestival, men selv nu, i andet år med en pandemi, hvor Danmark er rene duksedrenge, tør vores regering ikke give os friheden tilbage. Selv om statsministeren fortæller os at vi skal ”lære at danse med epidemien”, så er det åbenbart valget at alle danskere skal være dem der føres, og politikerne skal danse som den førende, en uskøn kombination vil de fleste nok mene på et dansegulv.

Omkring Ballerup Kræmmerfestival har jeg forsøgt igennem foråret 2021 at skabe modeller der på én eller anden måde kunne rumme den forventede udmelding efter ekspert udvalgets vurderinger, baseret på mine 20 års erfaring på vores plads her i Ballerup og et tæt samarbejde med vores branche. Dét partierne præsenterede mandag den 4. maj var et slag i ansigtet, for uanset hvordan vi vender og drejer os, så er tilliden til at vi kan skabe rammerne kulet ned til fordel for rammer, der passer med ganske få arrangementer her til sommer.

Jeg noterer mig, at der i planen er lagt op til lettelser den 14. juni. Sjov nok starter politikernes sommer-show Folkemødet på Bornholm den 17. juni, og tilfældigvis passer de rammer som kommer på banen denne dato som hånd i handske med politikernes sommerferie plan. At det så ikke passer med 3-400.000 danskeres planer om festivaller, markeder eller byfester – det tales der ikke om.

Som lidt malurt i den sammenhæng kan jeg kun fremhæve, at gæster der kunne være taget på Ballerup Kræmmerfestival i stedet kan bruge de tre dage i juli på et par hyggelige Københavnerture:

Stå op og gå i dit lokale fitnesscenter, derefter tage i Ikea med lidt shopping, gå så i Zoo og vis dit pas, tag videre i Tivoli, hvor du viser dit pas igen, smut en tur på Reffen og hæng ud med dine venner (max 25 naturligvis), gå på restaurant med dit pas og slut aftenen af i Vega med en fed koncert, hvor du lige viser dit pas igen. Du har bevæget dig rundt mellem syv forskellige grupper – hos os ville du være ”sammen” med de samme mennesker, så længe du blev inden for vores hegn.

1 kommentar om “Formynderi dræber kræmmerfesten”

  1. martin jensen siger:

    Forkert overskrift
    – Virus dræber kræmmerfesten –
    mere rammende ikke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *