Børnene planter forår på Rosenhaven
Planter-plejehjem-2.jpg
Der blev plantet og hygget, da børnene fra Ellekilde tog solhattene på og gik i haven for at plante foråret ud på Rosenhaven. Foto: privatfoto
Grøn glæde Børnene fra Ellekilde tog deres grønne tema med ind på Plejecenter Rosenhaven og lod foråret brede sig til glæde for både børn og beboere.

Børnehaven Ellekilde og Plejecenteret Rosenhaven er naboer, og det nyder både børn og beboere godt af her i forårssolen. For når Rosenhaven har tomme plantekrukker, Ellekilde har ”Plante & Spirer” tema og en masse skønne jordbærplanter og forspirede bønner, så er der lagt op til en skøn plantedag i haven.

Pernille Roikjer er aktivitetskoordinator på Rosenhaven, og har blandt andet til opgave at skabe gode hverdagsoplevelser for centerets beboere. Derfor har hun inviteret Børnehuset Ellekilde til at lave forskellige aktiviteter med børnene, helt tæt på vinduerne i Rosenhavens boliger.

Forårsvejret med sol, regn og frisk luft inviterer til, at Rosenhavens plantekasser skal fyldes med skønne planter, som beboerne kan nyde både fra vinduerne og når de går tur i haven – eller sidder i ”The-kanden” til en kop eftermiddagskaffe.

Pernille Roikjer fortæller, at beboerne kan høre børnehusets børn fra deres boliger, og hvordan de i hverdagen nyder lyden af børnenes glade leg på legepladsen. ”Derfor var det også oplagt, at invitere vores små naboer på besøg – Og haven er et godt sted ift. de nuværende coronarestikioner” fortsætter Pernille Roikjer.

Glade for naboskabet

Pernille Ellegaard er pædagogmedhjælper og Ôzenc Sagici er pædagog i Ellekildes børnehave, og fortæller at de er rigtig glade for naboskabet med Rosenhaven. Og det er ikke første gang, at de har haft glæde af samarbejdet på tværs af ’naboskel’ og ’alder’.

Ellekilde arbejder med periodiske fællestemaer i hele huset, og har i år valgt, at husets fælles forårstema er: ”Planter & Spirer”. Pernille og Özenc fortæller hvordan de sammen med børnene for halvanden måned siden, lagde bønnefrø til forspiring. De og børnene har passet og plejet de små spirer, så de nu er blevet til store planer og klar til udplantning.

”Jeg ved om planter, at man skal have god selvtillid, og de skal have vand, og så skal man tale med dem,” siger femårige Alva stolt.

Pernille og Özenc har sammen med børnene planlagt og glædet sig til, at deres bønner blev klar til udplantning i Rosenhavens Plantekrukker. Derudover kommer børnene og deres voksne også med jordbærplanter, chiliplanter og flotte blomster, der kommer til at pynte i Rosenhavens have. Og børnene kommer naturligvis forbi og vander, og ser til planterne hele sommeren.

Solrig plantedag

Solen skinnede fra en høj himmel da planterne skulle i jorden onsdag d. 19. maj. Børnene fandt fine sommerhatte i Rosenhavens ”The-kande”, og de blev straks forvandlet til ”Plante-hatte”, da de små gartnere gik på arbejde.

”Jeg har prøvet det masser af gange derhjemme,” siger Vega på tre år,

”Dejligt. Vil du så vise mig, hvordan man gør,” svarer Pernille Roikjer, og så viser Vega, hvordan jorden skal klappes fint på plads. Fra vinduerne er der flere beboere der følger interesseret med i aktiviteterne i haven.
Både Pernille og Ôzenc bliver bløde i stemmerne, når de taler om børnenes og beboernes oplevelser.

 

”Det var rørende at opleve børnenes stolthed og engagement imens de plantede og samtidig vide, at beboerne tog del i det hele fra vinduerne,” siger Özenc. Det var tydeligt at både børn, beboere og personale oplever en stor fælles glæde på plantedagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *