Wolfpack-damerne tog DM-guldet
Wolfpack-guld-3-kopi.jpg
Der var stor jubel, da Wolfpacks basketdamer vandt DM-guldet efter en overbevisende samlet 3-0 sejr over de forsvarende mestre fra Hørsholm. Foto: Mikkel Bo Rasmussen
Basketball Onsdag aften kunne BMS Herlev Wolfpacks damer lade sig hylde som Danmarks bedste basketkvinder efter en sejr på 63-49 over de forsvarende mestre fra Hørsholm 79ers og en samlet sejr på 3-0.

Inden kampen uddelte Dameligaen to priser til henholdsvis årets træner og årets talent.

Begge disse priser gik også til Wolfpack idet Morten Thomsen af ligaens andre trænere blev kåret til årets træner, og Laura Nikoline Ziegler blev kåret til årets talent af ligaens spillere. Dermed var der varmet op til en fantastisk aften for Wolfpack.

Første halvleg formede sig som de to første kampe med Wolfpack i førersædet anført af et stærkt spillende kollektiv, som gang på gang spillede Hørsholms forsvar tyndt med flotte afleveringer af især Emilie Hesseldal, hvilket specielt Laura Nikoline Ziegler fik glæde af med 12 af holdets første 14 point.

Ved pausen var Wolfpack foran 45-28 og duften af guld og champagne begyndte at sprede sig i hallen. Hørsholm havde dog heller ikke denne gang tænkt sig at give op før sidste fløjt, og de kom for tredje kamp i træk ud med en voldsom aggressivitet og tro på, at de kunne vende kampen.

Denne gang blev Wolfpack dog ikke rystet så meget som i de to første finalekampe, og Hørsholm kom aldrig tættere på end 12 point ved 52-40 lidt over halvvejs i 3. periode, og til sidst kunne pigerne kaste sig i armene på hinanden og juble til lyden af We Are the Champions.

Wolfpack kan dermed gå på sommerferie efter en fantastisk sæson, som bød på sportslige højdepunkter som vindere af grundspillet, Danmarksmestre, pokalfinalist, årets hold, årets træner, årets talent og en rækker andre hædersbevisninger, der viser at BMS Herlev/Wolfpack har haft gang i en helt unik sæson.

Det er Wolfpacks første DM-titel siden 2002, hvor damerne sidste gang løb med guldet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *