Svar fra biblioteket
Debat Kære Hans-Jørgen Stenhøj.

Tak for dit indlæg i Ballerup Bladet, som giver anledning til et svar fra biblioteket.

Ballerup Bibliotekerne arbejder hele tiden på at give den bedst mulige service til byens borgere.
I denne coronatid, hvor sundhedsmyndighederne har lukket for fysisk adgang til folkebibliotekerne og andre kulturinstitutioner, er det særlig vigtigt for os at gå nye veje for at være til stede med relevante bibliotekstilbud til så mange som muligt.

Derfor har vi åbnet for Bøger To Go, hvor man kan bestille fysiske bøger hjemmefra og hente dem på Ballerup Bibliotek gennem et vindue mod Banegårdspladsen. Vi langer forudbestilte bøger over disken til byens læseglade borgere, som var det varmt brød. Vi pakker også længe ventede Ønskeposer med bøger og blade, skræddersyet til den enkeltes smag. Efter læsning kan bøgerne returneres gennem en brevsprække.

Vi glæder os over at se, at byens borgere i høj grad har taget de nye måder at låne bøger på til sig og tålmodigt venter i kø for at få nye læseoplevelser med hjem.

Dertil kommer alle de øvrige, åbne bibliotekstilbud. Vores e-bibliotek har altid åbent og byder på et meget stort udvalg af e-bøger, lydbøger, tidsskrifter, aviser, film og meget mere.

Vi har særlige tilbud for børn med blandt andet online læseklubber og ugentlige ulvetime-historiefortælling for de mindste og de mellemste.

Vi har arrangementer for familier og forældre med forslag til aktiviteter og anbefaling af læsning med børnene. Vores Makerspace laver ”Make-away”-aktiviteter for børn og andre kreative sjæle.

Vi har særlige tilbud til uddannelsessøgende, der skal skrive større opgaver og har brug for materialer til deres arbejde.

Vi har online biblioteksvagt og live chat, så det altid er nemt at komme til at tale med en medarbejder og få hjælp eller inspiration og rådgivning om bibliotekets tilbud.

Vi har digital morgenkaffe og avislæsning, vi har online slægtsforskning, vi har filmperler til hjemmebiografen, og vi har masser af litteraturformidling på forskellige virtuelle platforme.

Når vi ikke kan invitere indenfor til arrangementer, tilbyder vi forfatteraftner, debatmøder og samtalesaloner, hvor vi sætter spændende mennesker i stævne til inspiration, refleksion og glæde – alt sammen digitalt.

Og så bruger vi både Instagram, Facebook og ikke mindst bibliotekets hjemmeside bib.ballerup.dk for at fortælle om aktiviteterne og om alle de fantastiske fysiske og digitale bøger og andre materialer, man kan låne.

Det er rigtigt, at vi holder lukket Påskelørdag – den indeklemte lørdag mellem Påskens helligdage. Det er en praksis, bibliotekerne har haft i mange år. Normalt har vi åbent for selvbetjening Påskelørdag, men pga. COVID-19-retningslinjerne har bibliotekerne jo fysisk lukket, og ja, så var der lukket Påskelørdag.

Som altid havde vi informeret om lukningen i god tid, så borgerne kunne nå at få deres bøger og andre materialer til påskedagene.

Vi ser frem til snart igen at byde dig og alle byens borgere velkommen på biblioteket – vi forventer at kunne åbne dørene fra den 21. april

3 kommentarer om “Svar fra biblioteket”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Nu ved vi alle at forholdene her under corona krisen kræver tålmodighed m.m.
    Det gælder også os der er faste ” kunder ” på vort bibliotek
    Samt at vi alle glæder os til normale tilstande igen.

    Jeg vil her benytte lejligheden til at rose vort Bibliotek.
    Hvor vi altid møder flinke, hjælpsomme og imødekommende personale.
    Vi ses den 21.4.21

  2. Martin jensen siger:

    Der er bestemt plads til ros
    Jeg er yderst tilfreds med indsatsen personalet gør .

  3. Hans-Jørgen Stenhøj siger:

    Mange tak til bibliotekschefen for et langt svar. Helt enige bliver vi næppe, men jeg glæder mig – som sikkert mange andre – til at der bliver ”normale tider” på det område også..

    Venlig hilsen
    Hans-Jørgen Stenhøj

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *