Har du fået en p-bøde, har du sikkert handlet i Meny
Meny-parkering-3-scaled.jpg
Der blev udskrevet godt 500 p-afgifter i Ballerup Kommune i 2020. Det er markant færre end året før, idet p-vagterne ikke var på arbejde et stykke af 2020. De fleste bøder falder på Meny’s p-plads ved Linde Allé.
Ny opgørelse viser, at de fleste p-bøder i Ballerup Kommune er blevet langet ud på p-pladsen ved Linde Allé, Bydammen og ved Ballerup Rådhus.

Det er rigtig ærgerligt at komme hen til sin bil og finde en lille hilsen i forruden. For det er sjældent et kærestebrev eller invitation til gallafest.

Har man parkeret ulovligt, vanker der, hvis det bliver opdaget, en bøde på 510 kroner, hvis det er en almindelig overtrædelse, men det dobbelte, altså 1020 kroner, hvis man uden særlig tilladelse holder på en handicapplads eller foran nogens indkørsel.

Ballerup Kommune har siden juni 2015 haft kommunal parkeringskontrol med egne parkeringsvagter. På sit seneste møde drøftede Teknik- og Miljøudvalget status på ordningen. I 2020 er der udstedt 466 parkeringsafgifter, hvoraf 13 er blevet annulleret. De fem steder, hvor der er udstedt flest parkeringsafgifter i 2020 er alle i Ballerup.

Det drejer sig om p-pladsen ved Linde Allé (Meny’s p-plads), Bydammen, p-pladsen ved Ballerup Rådhus, Bispevangen og Borupvang.

Ingen vagter sidste forår
Hvis du ved, at du har parkeret ulovligt sidste forår, men ikke fået en bøde, så har du været heldig, men på en kedelig baggrund.

Parkeringskontrollen i Ballerup Kommune har nemlig også været påvirket af coronasituationen.
Parkeringsvagterne blev i marts 2020 sendt hjem, og der er derfor udstedt færre bøder i marts og maj 2020. I april 2020 har der ikke været parkeringsvagter på gaden.

I det hele taget var der færre biler på vejene, hvilket også har resulteret i færre bøder i 2020.

Til sammenligning blev der udstedt 797 parkeringsafgifter i hele 2019.

”Vi udskriver ikke p-bøder for at få penge, men for at gøre parkeringen god for alle, og det bliver vi ved med,” siger Hella Tiedemann (A), der er formand for det ansvarlige teknik- og miljøudvalg.

3 kommentarer om “Har du fået en p-bøde, har du sikkert handlet i Meny”

  1. Ove Ginness siger:

    Vi er som sædvanlig underkastet den socialdemokratiske tendens til at skrabe andre folks penge til sig, hør blot dette “hellige” argument:
    ”Vi udskriver ikke p-bøder for at få penge, men for at gøre parkeringen god for alle, og det bliver vi ved med,” siger Hella Tiedemann (A), der er formand for det ansvarlige teknik- og miljøudvalg.

    Jamen bøderne (hedder det ikke en afgift:-) kaster da penge af sig – så meningen med det hele er vel også, at få penge i kassen – varmluftargumentet om at ”gøre parkeringen god for alle” er netop – ja, varm luft uden indhold. Vil det f.eks sige, at jeg parkerer lykkeligere, når truslen om en bøde hænger over hovedet, hvis jeg kommer til at handle længere i byens forrretninger? – Giv nogle eksempler bortset fra traveren om, at der så er større udskiftning af bilerne?

    Jeg løber meget gerne risikoen for at blive kategoriseret af formanden som en ”sur gammel mand” (husk smiley) – blot hun gider svare 🙂

  2. m,n siger:

    derfor handler i udenbys hvor man ikke skal ryste i bukserne når bilen er sat

  3. Karsten Kriegel siger:

    Den kommunale parkeringskontrol bør afskaffes, så det bliver mere attraktivt at benytte Bymidten til sine indkøb.

Skriv et svar til Karsten Kriegel Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *