Digital debatgruppe har fået flyvende start
Mikael-og-Stine-2.jpg
Stine Rahbek Pedersen og Mikael Wandel har fået gang i deres digitale debatforum. Samtidig går de i rette med den tone, der ifølge dem, har hersket i de ’gamle’ debatgrupper i Ballerup. Foto: privatfoto
Debattone For et par måneder siden startede Mikael Wandel (V) og Stine Rahbek Pedersen (Ø) en ny tværpolitisk debatgruppe på facebook. Siden har den fået pænt vind i sejlene ved blandt andet at være det modsatte af det, som den blev startet på baggrund af.

Det var koldt og vinter da Stine Rahbek Pederen (Ø) og Mikael Wandel (V) i februar startede deres nye tværpolitiske gruppe på facebook ’fremtidens Ballerup – debat på tværs’’ hvor man kunne debattere politik og lokale emner uanset politisk tilhørsforhold.

Bag gruppen stod også Radikale, Konservative samt Dansk Folkeparti og siden er repræsentanter fra de fleste politiske partier i Ballerup medlemmer og der bliver debatteret på livet løs.

Gruppen har på få måneder fået over 500 medlemmer og sidste nye tiltag er, at Mikael Wandel og Stine Rahbek Pedersen hver søndag livestreamer en debat om aktuelle emner med deltagelse af både politikere og lokale borgere.

Alt sammen sker i en god debattone, som er oppe i tiden og,som er et af grundkriterierne for gruppens virke.

Saglig debat

”Det er lykkedes os at finde en god tone at debattere i. Det var netop vigtigt at vi kunne debattere på tværs af politiske holdninger og udfordre hinanden, uden at svine til eller have hadsk tone. Vi har haft et par enkelte eksempler, men generelt er det lykkedes over al forventning,” siger Stine Rahbek Pedersen.

Antallet af medlemmer og den efterhånden ganske livlige og saglige debat, understreger for Mikael Wandel, at ideen var rigtig.

”Vi har fået mere end 500 medlemmer på et par måneder og de er vi faktisk stolte af. Der re ret unikt og den taletid og den dialog får vi ikke andre steder, så det er også vigtigt for demokratiet,” siger Mikael Wandel, som afslører, at der er flere tiltag på vej.

Det nye debatforum har fået stor succes med at begrænse den hårde tone og skabte en mere åben debat på tværs af holdninger og politiske skel og det er faktisk endnu mere bemærkelsesværdigt, i betragtning af, at det faktisk var på baggrund af erfaringer med dårlig debattone, at det blev oprettet.

Politisk censur

Både Stine Rahbek Pedersen og Mikael Wandel var trætte af den hårde tone i mange af de lokale debatgrupper, som i flere tilfælde var administreret af blandt andre teknik- og miljøudvalgsformand Hella Hardø Tiedemann (A).

Her oplevede de efter eget udsagn politisk censur og nedladende kommentarer, hvis man ikke var enig.

Hella Hardø Tiedemann har netop været i Ballerup Bladet, hvor hun i en stor artikel fortæller om de ubehagelige oplevelser, hun har haft på sociale medier og at hun har været nødt til at melde fra overfor den hadske tone. Men i kølvandet på den artikel har en lang række borgere og ikke mindst Stine Rahbek Pedersen og Mikael Wandel haft behov for at stille spørgsmålstegn ved, om udvalgsformanden selv har bidraget til den hårde tone.

”Vi oprettede gruppen fordi vi var trætte af, at vi ikke kunne diskutere politik uden at mærke det socialdemokratiske pres. At vi skulle have nedladende kommentarer eller grove emojis, hvis man ikke var enig med Hella Tiedemann. Det var en slags politisk censur og derfor meldte vi os ud og oprettede vores egen gruppe. Jeg ville måske ikke have sagt det, men på baggrund af artiklen måtte vi fortælle en anden side af historien. Det undrer mig, at Hella Tiedemann ikke kan kigge indad,” siger Mikael Wandel, som understreger, at han taler om tonen på debatfora, mens hans og Stine Rahbeks oplevelse af Hella Tiedemann som privatperson er helt anderledes rar og positiv.

Også Stine Rahbek Pedersen fortæller om flere eksempler på en uheldig tone i de gamle debatfora.

”Jeg har ved flere lejligheder fået at vide, at jeg kunne blive udelukket fra gruppen, fordi jeg ikke var enig med administrator, der var Hella Tiedemann. Det var netop den slags, vi ville undgå med vores nye forum, og det er vi lykkedes med. Vi er åbne for alle, medmindre folk overskrider den gode tone. Men en åben debat er altid velkommen,” siger Stine Rahbek Pedersen, som håber at deres nye gruppe vil gavne lokaldemokratiet og den åbne debat, uanset, hvilket politisk parti man stemmer på.

Mikael Wandel afviser ikke, at han også selv er gået over stregen, men han tænker mere over det.

”Jag kan også sagtens have ladet mig rive med, men jeg er virkelig begyndt at tænke over det. Det skal være muligt at debattere uden at være grov og som folkevalgt er man bare mere eksponeret og har et ekstra ansvar,” siger Mikael Wandel.

Hella Tiedemann afviser på det bestemteste, at hun har været grov i tonen og udøvet censur.

Kun et menneske

”Jeg kan bestemt afvise, at der har været tale om censur eller nogen former for nedladende snak fra min side. Jeg har været udsat for en del grove angreb igennem tiden, blandt andet i sagerne om Malmparken og kolonihaverne, og det kan godt være, at der indimellem har været en hård tone. Jeg er jo også kun et menneske. Men jeg kan slet ikke genkende det billede, som de (Stine Rahbek Pedersen og Mikael Wandel, red.) tegner, ” siger Hella Tiedemann.

Hun anerkender også, at hun har et større ansvar som offentlig og folkevalgt person med ansvar.

”Det er bestemt noget jeg tænker over, og også mere efter artiklen. Jeg synes, der er kommet mere ro på i debatgrupperne efter artiklen i Ballerup Bladet og jeg vil ikke deltage i nogen mudderkastning. Heller ikke i grupperne. Men jeg ved godt, at det er valgkamp, og det er fint nok, jeg synes bare, at tingene skal foregå fair. Jeg forsøger efter bedste evne at gøre det bedst muligt og stå inde for de ting, jeg mener og står for,” siger Hella Tiedemann, som pointerer, at hun enkelt gang har ekskluderet et indlæg fra Stine Rahbek Pedersen idet hun, efter Hella Tiedemanns mening, postede et politisk indlæg i en ikke-politisk gruppe.

”Man skal holde sig i reglerne og jeg havde flere gange skrevet til hende (Stine Rahbek Pedersen, red.), at det var et indlæg, der ikke hørte til i den gruppe. Men hun blev ved med at poste det, og så slettede jeg det. Ellers er enhver politisk debat velkommen – også i en valgkamp,” siger Hella Tiedemann.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *